Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Våbenéd. Våbentag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
på én gang aflagde godtroenheds eden, efterat hovedmandens
ed var aflagt med sværd, støttet til thingstenen[1]. At dette
efterhånden bliver mere og mere farveløst, ligger i tidens
almindelige udvikling, eden stanser jo ikke i sin metamorfose,
før den er bleven en slet og ret underskrift under en trykt
formular. Således forsvinder det individuelle på alle punkter
af retslivet; efter Slesvigs stadsret skal bonden selv hænge
sin tyv, Jydske lov ser deri tilfredsstillelsen af en personlig
hævn og forbyder det, nu skal ombudsmanden udføre den dom,
som thingmændene fælder. På samme måde træder kirkens
tærskel for husets, stalleringen for dørringen eller høvdingens
eller den sværgendes egen armring, således som vi endnu ser
det 876 i England. Sværdet og spyddet, der var så
forargelige ting for kirken, især i den sværgendes hånd, fortrænges
derfor efterhånden fra thingstedet, først i et så følgagtigt og
lidet talrigt samfund som på Island, senere også i Danmark
og vistnok endnu senere i Norge[2]. Våbentaget afskaffes
derfor efterhånden; ved 1300 er kun en levning tilbage i
Danmark, medens man samtidig i Norge søger at indføre
håndsoprækning, og våbeneden indskrænkes fra mange til ét sværd,
og går over fra parternes til dommerens, indtil det hele
forsvinder.
Til al lykke mangler vi ikke en udtrykkelig efterretning
om en fælles ed, aflagt med alle deltagernes våben; også den
er fremdragen af Grundtvig. Dudo fortæller nemlig i sin
normanniske krønike, hvorledes Vilhelm I’s mænd i et slag mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
