Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Våbenéd. Våbentag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„at træde i gevær“ eller hvad det nu kaldes; de våben, der
har været lagte til side eller overgivne til en tjener eller bårne
skødesløst, tages, thingmændene eller de handlende på thinge
løfter deres våben, man ser, hvem det er, der skal fuldbyrde
en retslig handling, aflægge ed eller fælde dom. I denne første
og sprogligt mest levende betydning har vi da sandsynligvis
ordet endnu f. ex. et enkelt sted i den gamle literatur, nemlig
i Orkneyinga saga, hvor det bruges lig det sædvanlige
vápnaþing, hærskue, mønstring og tælning af de tilstedeværende
hærmænd: Kali spurde: er æigi þat ath nu skivtizt vinir ydir?
Konungr (Magnus) letzst ætla at þat væri æigi. Kali bat hann
æiga uopnatak ok kanna suo lid sitt (Flateyj. b. II 429.
Gr. s. 77 f.).
Er denne betydning bleven stående på Vesterhavsøerne,
så er i grunden det samme tilfældet på Island. Det vil altid
være vanskeligt at forklare, at et ord med en så udpræget
betydning, som vápnatak har i Norge i det 12. århundrede,
på Island skulde være kommen i den grad på afveje, at det
kunde gå over til at betegne den rent ydre og retslig
ligegyldige handling, at folk tog deres våben efterat thinget var
forbi. Derimod var overgangen hertil aldeles naturlig, når
man, dengang ordet vandrede ind til øen med selve de norske
landnamsmand, ikke havde givet det denne bestemte tekniske
betydning, men ligefrem tænkte på det almindelige moment, at
thingmændene tog deres våben, når forhandlingerne begyndte,
eller afgørelsen stundede til, thi spyddene var deres
stemmesedler. Da så våbnene blev aflagte og hele thinghoben mødte
uden dem på lovbjerget — og det synes at ligge langt
tilbage i tiden, siden Ulfjót anordnede en ringéd —, så måtte
navnet nødvendigvis gå over på det tidspunkt, der nu var
våbentag, nemlig thingets slutning; at det derved tillige mistede
sit indhold, var en selvfølge.
Det forekommer mig derefter klart, at enhver forhandling
på thinge har været ledsaget af et våbentag, der var betingelsen
for retsgyldige handlinger af enhver art, enkeltmands og fælles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
