Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkeviser om historiske personer. I. Valdemar Sejr og hans dronninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af fængslet på Søborg; han havde i 13 år været kongernes
fange efter at være greben med våben i hånd mod land og
rige. Det har sikkert lige så lidt været Valdemars mening at
slippe denne arge fjende løs, som hans fader nogensinde lod
sine frænder Mågens og Buris vende tilbage til friheden, efter
at de engang var satte på Søborg, overbeviste om anslag mod
hans liv og trone; efter samtidens opfattelse var det enten
fordi Valdemar var en viet mand og derfor farligere som fange,
mindre farlig som fri, eller fordi den unge dronning gik i
forbøn for ham, at kongen nu omsider besluttede at løslade ham.
Biskoppen kom aldrig tilbage til sit fædreland, men søgte at
skade kongen udenlands; hans hævnfølelse var dog afmægtig
overfor Valdemars magt og pavens højhed over ham som
kirkens hoved.
Dagmar havde kun ét barn, en søn, der ligesom hans
fader og farfar bar navnet Valdemar; hun døde efter 7 års
ægteskab i året 1212. Valdemar havde ikke været hende tro;
året før hendes død fødtes der ham en søn af Esbern Snares
enke Helene Gutormsdatter fra Sverig, han kaldtes Knud efter
kongens broder. Allerede før sit ægteskab havde han desuden
en søn ved navn Nils, uvist af hvilken moder.
To år efter Dagmars død ægtede Valdemar den skønne
Berengaria, datter af kong Sancho af Portugal; af hendes
brødre var Alfons faderens efterfølger, Ferand (eller Ferdinand)
derimod var greve af Flandern. Hvad der var grunden til at
Valdemar søgte sin hustru på dette sted er ubekendt; vi tør
ikke udelukke den mulighed, at det var politiske grunde, som
drev ham dertil, men det er dog ikke sandsynligt; grev
Ferand var nemlig en af de ivrigste Partigængere for kong Otto,
hvis sag Valdemar alt dengang havde forladt for at slutte
sig til den unge Fredrik af Hohen Staufen; han var
endvidere ligesom Otto en fjende af Filip Avgust af Frankrig, der
året i forvejen havde taget Valdemars søster, den hårdt
forurettede Ingeborg, til sig igen, uden al tvivl for at muliggøre
en politisk tilnærmelse. Og samme år som Berengaria blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
