Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. De fredløse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tilknytningspunkt ligger her i alle tilfælde på et andet sted. „Røverne
for norden skov“ er en almindelig røvervise; at der i den
nævnes en drost, som kaldes Peder, er ikke nok til at
tidfæste den; thi alene blandt de bekendte droster var der en
5—6 af dette navn. Hvad endelig visen om marsk Stigs
døtre angår, da har udgiveren selv fremført så vægtige
beviser mod dens historiske værd, at det vil være overflødigt at
gå nærmere ind på den: det er en sang om et par forladte
pigebørn, der går fra sted til sted og fra rige til rige, indtil
de finder døden eller et godt gifte. — Tilbage bliver da 5
sange, hvis forhold til historien ikke kan miskendes og som
her under ét skal gøres til genstand for en kort overvejelse.
Den første af dem har til emne et møde på heden; de
var syv og syvsindstyve (147), alle var de dømte fredløse og
skulde efter loven[1] „lede sig skov og mose“. Denne dom
fældedes som bekendt på danehoffet i Nyborg, den første pinse
efter kongemordet, den traf ialt ni mænd af kongens hird,
men hver af dem havde selvfølgelig atter sine fæller og svende.
Mødet på heden er et stort billed, men digteren har ikke gjort
meget for at udmale det; han overlader det til vor egen
fantasi, tildels måske også til sangtonen at give det en større
fylde. Enhver kan da tænke sig denne scene efter sin egen
tilbøjelighed; hvordan han end forestiller sig den, vil den gøre
et mægtigt indtryk, når kun den opfattes levende og klart. —
De mødes en morgenstund, hestene vrinsker, duggen blinker i
lyngtoppene, lærkerne slår; langvejs fra hører man deres latter
og høje råb, den ene flok hilser den anden, indtil de alle er
samlede. Det lyder som spot i deres mund, når de spørger:
„hvad råd skal vi nu tage til? Kongen er vorden os vred!“
og de enes snart om at tage den lod, der er tildelt dem:
verden tilhører de kække, overalt vil de finde eventyr og
venner, som højt vil prise deres dristige dåd, at de slog deres
konge ihjel, heller end at tåle hans overmod. Men marsken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
