Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. De fredløse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
taler et alvorsord til dem: han vil ikke forlade land og rige
for en drengs trusler, han vil trodse og de skal alle trodse
med ham; hans ord vinder deres lette tanker og de beslutter
at stå last og brast med ham. — Eller de mødes en aften,
medens solen sættes, kirkeklokkerne kimer, hedekærene ligger
som store lyse spejl; hestene går tungt gennem sandet, rytterne
er tavse, hver følger sine tanker og alle er de nedstemte, grebne
af hjemmets skønhed og fred. Det ligger tungt over dem, idet
de træffer sammen; de venter i tavshed, indtil alle er samlede,
og de venter end, som om der kunde ventes flere. Hvad råd
skal de finde på? Der er intet at gøre, en stærk hånd er over
dem og de må tage hvad der bydes dem. Da træder marsken
frem med sin trodsige vilje: er dette land så skønt og er
hjemmet tungt at forlade, da lad os sige nej! vi vil ikke
opgive det! — Eller de mødes en nat, medens vinden går skarpt
over heden; mellem lyngbakkerne tænder de bål, én efter én
kommer tilstede, hver fra sin side, de sneg sig gennem skov
og krat, forfulgte om dagen, usikre om natten mellem ulv og
los, alles hånd er imod dem, — hvad kan de udrette i
fællesskab? Natten har lagt sig over hele deres liv; hvorfor
påbyrdede de sig denne blodskyld, hvad havde kongen gjort dem,
som krævede denne opgørelse i Finnerup, og hvad gav dem
ret til at berøve fædrelandet sin høvding og folket sin fred?
Hvor de end går og står, vil det lyde for deres øren, hvad
der blev udråbt på danehoffet, da freden blev „hugget dem
fra“ for natligt mord og for svig mod deres svorne herre og
konge. Stig Andersen alene skammer dem ud: kong Erik
faldt på sine gerninger og hver den, som har dømt hans
drabsmænd, skal dele hans skæbne; er de blevne fredløse i
Nyborg, så skal hele det danske folk dømmes fredløst her på
heden, og som de her har optændt et bål, hvor de holder
thing i natten, således skal ilden holdes vedlige over hele
riget i borg og kåd, indtil dommen gøres udømt og de kaldes
tilbage til deres hjem og gods! — Eller de mødes en dag,
lige langt fra morgen og aften, en broget flok af gamle og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
