Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI. Liden Kirsten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blodkilderne op i hende og hun udfriedes af sin pine; Valdemar
angrede sin hårdhed og vendte sin vrede mod Sofie: aldrig
kan han elske hende mere efter dette.
På dansk haves to hovedformer af visen, den ene bevaret
i flere forskellige opskrifter, den anden kun i én, men så til
gengæld den ældste af dem alle (i Karen Brahes
foliohåndskrift fra 16. årh., Sv. Gr. 126 G). Det vil strax være
påfaldende, at mange vers er fælles for begge former, uden at
man på nogen måde tør påstå, at de er lånte det ene sted
fra det andet, hele hovedpartiet er tvertimod begge steder
væsenlig det samme og behandlet på samme måde, forskellen
er ikke større end tidt og mange gange i forskellige opskrifter
af samme vise; det må her huskes, at der ligger århundreder
mellem tilblivelsen og optegnelsen. Men en nærmere
betragtning af de større afvigelser vil føre til det resultat, at også
disse meget let kan forklares af en forskellig overlevering,
nogen dybere modsætning er ingensteds at finde.
Ser vi først på de to visers slutning, da lader det sig
ikke nægte, at den er meget forskellig; medens den større (A)
ender med Buris’s straf, hans fængsling og lemlæstelse, går
den kortere (G) ud på, at det var Sofie som led straffen, og
det ved liden Kirstens datter Lucie, der femten år efter
moderens død voldte dronningen den samme ynkelige hedenfart.
Men undersøger vi disse partier nærmere, vil det snart vise
sig, at de er senere tilføjede og det oprindelige viseemne
aldeles uvedkommende. At ikke datterens hævn har noget at
bestille på dette sted, fremgår alt af digtets indre natur, i
forbindelse med et blik på de andre viseformer, såvel danske
som fremmede; det er kun en senere opfunden hævn for at
tilfredsstille retfærdighedsfølelsen og skaffe en lindring for den
stærke forargelse og medynk, der må gribe enhver tilhører af
liden Kirstens skæbne. Var denne slutning oprindelig, da
kunde den ikke være glemt nogensteds, nu derimod findes den
kun på dette ene sted og må altså forkastes. Vel sandt, at
der findes en hel selvstændig sang om „Ludselille“ (Sv. Gr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
