Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De historiske Folkeviser og Nils Ebbesen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
træk en fortælling om de begivenheder, som gik forud for den
givne situation, afgørelsen med våbenmagt mellem Valdemar
og Sven. Knud var den (i Jylland) folkekære konge, hvis
parti Valdemar nu skulde støtte sig til; søsteren Sofie var
hans brud; Knuds drabsmænd var Sven og Ditlev; netop disse
personer danner derfor handlingens midpunkt. I sine enkelte
træk er visen netop så nær op til kildernes beretning og dog
så selvstændig, som man med disse forudsætninger for øje
kunde vente; en fri digterisk behandling kunde der jo her
ikke være tale om. Af Saxo véd vi, at Valdemar straks
ægtede Sofie for at hun ikke skulde falde i fremmede hænder,
hvis han havde uheld. Men særlig betegnende forekommer
slutningsafsnittet at være, hvor der (aldeles selvstændigt)
berettes, at Valdemar og hans mænd drager omkring til stævne
og ting for at ægge bønderne til at gribe til våben, ligesom der
fortælles om Skjalmsønnerne efter Knud Lavards drab, — Saxo
nøjes med at fortælle om Viborg landsting. I denne slutning
bunder da også omkvædet, der — hvorledes det end er
forvansket — tydeligt indeholder en opfordring til at samles til strid.
Steenstrups kritik af denne vise bevæger sig imellem de
to yderpunkter, at det, der gives, er „alt for korrekt“, og at
det er „ubekræftet“. Når Sven tilbyder „Nilaus“ sin søster,
„er der heri en urigtighed, idet Sven ikke vides at have haft
søstre“. Men véd vi da, at han ingen havde, siden det er
en „urigtighed“? Og det hedder videre: „Imidlertid er dog
denne part af visen, midlet, hvorved Ditlev lokkes til at
udføre gerningen, stadig ubekræftet af historien, selv om den
måtte være sand“ (s. 217 fl.). Så eftervises skildringens
overensstemmelse med de skrevne kilder m. h. t. mordet i
Roskilde og der sluttes: „I alt dette findes således intet, som
særlig kan bringe os til at tænke på en samtidig. Visens
forfatter har haft de samme kundskaber som de velbekendte
kilder, men ikke mere“[1]. Af denne kritik fremgår der da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
