Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - De historiske Folkeviser og Nils Ebbesen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
historiske personer“ henviste jeg først til hvad alt Anders Vedel
udtaler: „Og hvis (hvilke) som kaldes historiske digt, de ere
fast stykket historier, som ikke ere fuldkommeligen beskrevne
med alle omstående, som det sig burde. Thi poeten tager
ikkun af den hele historie det besynderligste, som hannem
vilder (behager) og tjener til sit forsæt. Dette danner han
efter sin poetiske art og frihed og lader så hver dømme derom
og tage deraf hvad hannem lyster.“ Ligeså siger N. M.
Petersen, efter at have omtalt rimkrøniken: — „eller den (visen)
er digtet efter en vis historisk begivenhed, og hensigten er
ikke egenlig at fremstille denne, men at benytte den til
poetisk brug, så at begivenheden ikke er hensigt, men middel,
hvilket er den egenlige sande kæmpevise.“ — Disse
almindelige udtalelser søgte jeg nærmere at præcisere og begrænse.
Jeg kom da til det resultat, at den historiske folkevise i sin
egenlige blomstringstid i emnernes behandling stod jævnsides
med den omtrent samtidige islandske sagaliteratur, som en
historisk digtning, bunden til det givne stof, men dog fri i
sin benyttelse af det, i visen selvfølgelig langt friere end i
den prosaiske fortælling, selv hvor denne behandler et fjernere
liggende stof.
Visedigterens frihed, mente jeg, er en potensering af
sagnets. „Har det ideelle element i begivenheden fået
overhånd (i overleveringen)“, hedder det (s. 169), „da vil det
efterhånden stræbe at skaffe sig et fyldigere og simplere
udtryk, end det i virkeligheden fra først af havde fået: det
uvedkommende glemmes eller stilles i skygge, det „betegnende“
udfolder sig, det vinder i klarhed og tiltager i omfang,
enkelthederne skifter udseende og plads, og umærkeligt bliver
helheden en anden. Er denne udvikling ubevidst og ligesom
umærkelig for traditionens bærere, da står vi foran sagnet;
er den forsætlig og udsprungen af den enkeltes bevidste vilje,
da har vi digtningen . . .“ „. . . Folket digter langsomt
og ubevidst, som havet afsætter land: de faste former afslibes,
de tilfældige mangler udfyldes, den golde grund begynder at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
