Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved bedømmelsen af det store mellemværende mellem de kristne
folk i disse egne. Han kendte aktstykker, som hjemlede
ridderne og de tyske biskopper en udstrakt ret over Ester og
Liver, men han havde ikke set noget til de buller, som Andreas
Sunesøn og kong Valdemar havde modtaget af paven, end sige
de ældre breve fra biskop Fulkos tid, da de Danske sendte de
første trosbud til hine egne og da man kunde finde en munk
fra Estland i et norsk kloster. Da alle de tyske forfattere,
som har behandlet vort forhold til Estland, har set sagen fra
Henriks stade og altså fældet strænge domme over kong
Valdemars holdning, vil det være nødvendigt i hovedtrækkene
at gennemgå såvel hans fremstilling som hvad vi ellers véd,
for derigennem at få en målestok for forfatterens betydning,
hvor talen er om det store tog 1219.
Det var ved året 1159, siger Henrik, at købmænd fra
Bremen først fandt vejen til Livland; en snes år senere drog
Avgustinerpræsten Meinhard fra Segeberg derover med dem,
byggede en kirke i Ykeskole (Yxkyl) ved Dvina (Düna) og
omvendte mange; han viedes senere til biskop og stilledes under
erkebispen af Bremen. Efter ham fulgte i året 1196 biskop
Bertholdt og efter hans martyrdød d. 24. Juli 1198 Albert,
kanik i Bremen, en mand af fremragende begavelse og stor
politisk klogskab, den tyske kolonis egenlige grundlægger og
genstand for Henriks særlige beundring. På hans opfordring
optog pave Innocens kort efter missionen i Livland blandt
kirkens store formål, han tillod korsfarere at opfylde deres
løfte ved et års tjeneste mod de indfødte, og han tillod munke
af enhver orden, dersom de ellers kunde få deres foresattes
samtykke, at gå i den livlandske missions tjeneste. Fra nu
af kæmpedes der hvert år, idet altid nye skarer af pilegrimme
søgte over havet for i et års krigseventyr at vinde syndernes
forladelse, ja der dannedes endog en egen ridderlig orden i
det underkastede land, de såkaldte Sværdbrødre. Landet
tilhørte Vorfrue, blev der sagt; hendes banner førtes frem fra
det nye bispesæde i Riga, og det var ikke Tyskernes agt at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
