Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Danebroges skæbne efter 1500.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var altså dog ikke større, end at banneret kunde genkendes
på sin ophøjede plads.
Det spørgsmål må påtrænge sig enhver: hvorfor tog kong
Fredrik II ikke Danebroge med sig som tilhørende det danske
rige, men lod det blive i sin farbroders eje? Svaret har altid
med en vis bitterhed lydt på, at det var af ligegyldighed, af
den fuldstændigste mangel på sans for fædrenes minder. Dette
er imidlertid en aldeles utilstrækkelig og usandsynlig forklaring;
thi både den unge konge og hans rådgivere, først og fremmest
kansleren Johan Fris, havde megen sans for vor historie, og
det bliver derfor dobbelt påfaldende, at han ilede hjem fra
Ditmarsken til sin kroning, uden at tage denne ærværdige
levning, som en af hans formænd på tronen havde forkommet,
med sig.
Grunden synes snarest at måtte være den, at traditionen
om Danebroge stred mod „den rene lære“ og alt for meget
mindede om „papisteriet“. Det antoges, at fanen var sendt
fra selve paven, og dens tab i Ditmarsken havde ligesom givet
en støtte for tvivlen om, hvorvidt slige „helligdomme“ kunde
være Gud velbehagelige eller snarere måtte være ham til
forargelse[1].
Hvad der synes at støtte en sådan antagelse, er andre
tiisvarende træk fra hin tid. Da Bugenhagen havde kronet
kong Kristian III og hans dronning, misbilligede Luther det
som et overgreb fra kirketjenerens side: indvielsen af en konge
tilkom Gud alene[2]. Ved Fredrik II’s kroning viste det sig
endvidere, at af de 18 adelsmænd, hvem ridderslaget blev
tilbudt, kun 7 vilde modtage det; det var en værdighed, som
tildelt på denne måde og ledsaget af riddereden alt for meget
mindede om katholicismen[3].
Vi ser da også kong Gustav (Vasa) opgive det nationale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
