Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Danebroges skæbne efter 1500.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
st. Eriks banner; første gang korsflaget atter fremtræder i
Sverige, er det blåt og gult efter rigets våben, således som
Gustav havde delt dets fire blå felter[1]. Danebroge kunde nu
som gammelt rigsbanner ikke således opgives, da dets farver
var trængte alt for stærkt ind i den nationale bevidsthed; men
man kunde nok kaste ringeagt på den originale helligdom som
gammel genstand for overtro. Hvorom alting er, så fik
Danebroge sin plads i Slesvig domkirke; hertug Adolf var
fuldstændig fri for religiøse fordomme, han stod i sine stadige
felttog snart i katholikernes, snart i protestanternes rækker.
Spørgsmålet om, hvor Danebrogsfanen senere var bleven
af og hvor den omsider er gået til grunde, blev først fremsat
i programmet for det i året 1777 stiftede genealogiske og
heraldiske selskab. Som andet punkt nævnes her: „om den
store danske antikvitet „Danebrogsfanen“, dens oprindelse,
beskaffenhed, brug, indflydelse, skæbne og endelige undergang“[2].
Selskabet selv har neppe senere syslet med dette spørgsmål;
derimod blev det kort efter besvaret i to lærde værker, et
dansk og et tysk, men rigtignok i meget forskellig retning.
I den 1781 udkomne 7. del af „Den danske atlas“,
omfattende Sønderjylland, hedder det nemlig (s. 605) ved
beskrivelsen af koret i Slesvig domkirke: „I dette kor hængte
den berømte danske fane Danebrog . . . . og var at se, indtil
den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle
børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede
sig om at samle dens levninger.“ Hvorfra udgiveren, Hans
de Hofman, har denne efterretning, siges ikke; den må efter
værkets tilblivelse antages at hidrøre fra en lokal
indberetning.
Få år efter, 1784, omtalte præsten i Altona J. A. Bolten
i sin „Ditmarsische Geschichte“, 3. bind, Danebrogsfanen som
undergået i Nikolaj kirke i Kiel: . . . „wovon solcher Rest
nachher in der Domkirche zu Schleswig, und zuletzt in der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
