Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Danebroges navn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udgiveren fremsætter det spørgsmål, om ordet ikke skulde
være fejlskrift for „borglehen“; men dels er der slet ingen
grund til at skyde en sådan rettelse ind i et vel bevaret
originalt dokument, dels vilde vi være lige nær, da borgelen vilde
stride mod vor sprogbrug i middelalderen.
Vi må da undersøge, hvad der skal forstås ved det nævnte
udtryk; hvad må det antages at være for gods, som de
pågældende ikke må sælge, altså betragte som deres fulde
ejendom? Vi har da uden al tvivl en parallel i Kristoffers løfte
til forskellige personer om at „måtte bruge“ deres rette
arvegods i Danmark („de scollen al eres rechten ervegodhes, dat
se hat hebben und noch hebben an Denemarken, bruken“, sst.
s. 177). De gode mænd kan altså sidde inde med tre slags
gods: arvegods, personlig erhvervet gods (gaver, sold o. l.) og
„brogelen“; købegods må vel i denne sammenhæng regnes for
arvegods. Brogelen vilde herefter omfatte ethvert personligt
len og navnet svare til det, også samtidig hos os om de
vendiske len brugte „fanelen“. Navnet har sin tilknytning i den
skik at overlevere lenet med en fane, eller større len med et
antal faner; således siges Sønderjylland 1386 at være
overdraget Gerhard „cum banderiis“, med faner. Men det kan
også have en ældre oprindelse. I Tyskland fandtes der nemlig
særlige forleninger, som lå til embedet som mærkesmand
(„beneficia ad regia vexilla pertinentia“, — „beneficium qvod ad
vexillum ferendum pertinet“ [1]), og det samme kan for så vidt
også siges at have været tilfældet hos os, som jo endnu i
Valdemarernes tid høvdingerne selv fører deres banner. Da
Valdemar I drog mod Venderne og måtte opgive det skib, på
hvilket han var, sprang han over på et andet med sværdet i
sin højre og banneret i sin venstre hånd, og Saxe omtaler det
som en selvfølgelig sag, at hæren havde at følge banneret,
ikke skibet. I anledning af den bekendte fortælling om Tymme
Sællandsfar i England kommer det frem, at det er stridende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
