Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Hovedpunkter i stadens forfatning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Knud var endog deres oldermand og høvding (senior erat
convivii illius et defensor). Nils ringeagter denne advarsel og
falder for bymændenes hævn (Scr. II 611 f. Dr. H. s. 113).
Til denne beretning føjer Dr. H. en række forklaringer, som
ender med: „Der Bericht der Seeländischen Chronik entpuppt
sich als Gildelegende“ (s. 116). Hovedindvendingen er denne,
at krøniken lader det være i overensstemmelse med lagets
vedtægter at tage blodhævn; tanken „liv for liv“ er først
indkommen i stadens lovbog med hertug Valdemars forordning af
året 1291: „Nicht den Stadtrechten, wohl aber den
Gildeskraaen entspricht die Erzählung“ (s. 115). Det synes dog
ikke rimeligt, at gildebrødrene spurgte Stadsretten til råds, før
de huggede kongen ned, i alle tilfælde vilde de derved være i
en mærkelig uoverensstemmelse med de fleste andre
mennesker; heller ikke efter forordningen af 1291 var det vistnok
tilladt at hugge en konge ned på gaden. Men livet har så
sin egen tankegang, og lagbrødre såvel som andre brødre kan
have mangen en lov, som ikke er thinglæst. Dueller er som
bekendt lovlig forbudte i vor tid, og dog skal de æreslove,
som står i forbindelse med dem, endnu være i manges
bevidsthed. Dersom den ærede forfatter vilde læse en islandsk saga
og ved siden af Grågåsen, vilde denne dobbelthed snart træde
ham lyslevende for øje.
Der er i virkeligheden slet intet i beretningen om kong
Nils og Hetslaget, som gør den mistænkelig. „Skulde vi frygte
de skindere og sudere!“ spørger kong Nils. Det er som hørte
vi herremændene drage i kamp mod de sællandske bønder med
det udråb: „Kådkarlene er alle galne med køller“ (fra 1256),
eller vikingernes skjalde synge: „Odin er jarlenes gud, Thor
ejer trællenes æt!“ Det er overalt den samme tanke,
høvdingernes ringeagtende hånsord om „idrætsmændene“; og hvad
lå da nærmere foran Slesvigs porte end at minde om stadens
skindhandel og lædersalg? — Skulde det ikke være naturligt,
at erindringen om denne bedrift holdt sig i lang tid i selve
broderskabet, indtil den engang i det 13. århundrede, eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
