Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synspunkter for opfattelsen af Valdemar Atterdags og Dronning Margretes historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
politisk-retlige stilling ved hertug Henriks død. Man må nemlig
formentlig her, som så ofte, skelne mellem den fjernere, den
dyhere liggende statsretlige stilling og den faktiske
politisk-retlige. Vor historieskrivning har sine begreber fra Hvidtfeldt,
der levede netop i de år, da Sønderjyllands lensforhold fandt
denne strængt formelle afslutning i Odense-forliget. Han var
selv i høj grad retskyndig og måtte i følge sin stilling som
øverste sekretær i det danske kancelli være inde i alle sagens
detailler. Men dette har i høj grad hildet hans blik for de
ældre tiders forhold. Han forudsætter en lensstrid tilbage lige
til Valdemar II’s sønner, og han fører sin tids stikord ind i
alle de gamle fejder. Fra Hvidtfeldt er denne betragtning
gået over i hele vor historieskrivning, men det vil være såre
nyttigt for forståelsen af de store vendepunkter i
hertugdømmets udvikling atter at komme bort fra den.
Den strænge opfattelse af et len efter dansk ret, d. v. s.
en rent personlig overdragelse, var for Sønderjyllands
vedkommende forlængst opgiven. Alene den omstændighed, at kong
Abels rige slægtarv var samlet i denne landsdel, gjorde det
overordenlig vanskeligt at tilbageholde den opfattelse, at
hertugdømmet var arveligt. Kongerigets arvelighed var jo på
lignende måde bleven en politisk kendsgerning, der som før
fremhævet netop i dette århundrede førte til en fuldstændig
fornægtelse af rigets gamle suveræne integritet. Men arveligheden
kunde efter dansk ret ikke begrænses til det ene køn eller til
noget somhelst andet, så længe slægtskabsgraden var tilstede
inden „syvende mand“. Hertugdømmet var med andre ord
blevet arveland, det var hertugslægtens selvejendom, kun med
den begrænsning, som lensformen indeholdt eller kunde bringes
til at indeholde.
Det er derfor en misforståelse, at kong Valdemar skulde
have villet „inddrage“ hertugdømmet, eller at greverne på den
anden side skulde have påberåbt sig en tidligere
fællesforlening for deres fader. Vel havde Kristoffer i året 1330 lovet
grev Gert Sønderjylland i forlening for det tilfælde, at det blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
