Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synspunkter for opfattelsen af Valdemar Atterdags og Dronning Margretes historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ledigt ved Valdemars død, og vel havde denne 1333 pålagt
sine mænd troskab mod ham for det samme tilfælde; men
helt bortset fra det formløse i disse overdragelser, så var intet
af dette stadfæstet af den følgende konge eller af den hertug,
med hvem slægten i virkeligheden uddøde. Grev Gert var
hertug Valdemars morbroder og nærmeste frænde, men Henrik
havde selvfølgelig andre slægtskabsforhold, og
arvefølgespørgsmålet måtte blive et slægtskabsspørgsmål. Da Sønderjylland
var Henriks fædrenearv, måtte det efter dansk ret nærmest
gå i arv til hans fædrene frænder. Den nærmeste var i den
henseende hans faster dronning Helveg eller, da hun var død
nogen tid før ham, hendes døtre, eventuelt hendes dattersønner,
hvis man vilde gå ud fra, at hertugdømmet kun kunde tildeles
mænd. Den nærmeste vilde da på denne tid være den unge
Albrekt af Meklenborg, den afdøde hertugs fædrene frænde i
5. led.
Men lige så nær beslægtede var i virkeligheden de to
holstenske grever; deres fader grev Gert var en broder til
Henriks farmoder, hertuginde Adelhejd. Imod dem kunde gøres
gældende, at deres slægtskab gik til mødrenesiden, og at man
altså med samme ret vilde kunne søge landets arvinger blandt
Henriks mødrene frænder. At denne tanke også er bleven
fremdraget, viser de følgende års historie. Grev Otto af
Teklenborg, Rikardes brodersøn, overdrog endog senere sine
arverettigheder til greverne, men fra først af faldt det ingen ind
at drage dem med ind i striden.
Hvad der gjorde udslaget, var selvfølgelig landets faktiske
tilstand ved hertugens død; kun to arvinger kunde med nogen
vægt optræde som sådanne: de rensborgske grever som
besiddere af Gottorp og det halve land, og kong Valdemar på
sin dattersøns vegne som ihændehaver af den anden halvdel.
At dette synspunkt for ham kan have været en medvirkende
grund til at ønske Albrekt til sin efterfølger på tronen, er i
alle tilfælde ikke usandsynligt.
Man kunde nu vel sige, at det kun er af ringe betydning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
