Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synspunkter for opfattelsen af Valdemar Atterdags og Dronning Margretes historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Henriks død to enkehertuginder i Sønderjylland: hans enke
Kunigunde og hans moder Rikarde. Den første døde senere
på gården Noretorp i Sælland, og hendes grav fandtes i Sorø
kirke; rimeligvis har dronningen skaffet hende denne forlening
af st. Hans kloster i Andvordskov, hvem gården dengang
tilhørte. [1] Man kender intet til Kunigundes slægt, og den
kunde heller ikke under nogen form komme til at gøre
fordring på arv efter hende i hertugdømmet. Med den sidste
hertugs moder forholdt det sig anderledes; man kunde her
skyde sig ind under lensrettens bestemmelse om den sidste
lensmands moder („der schoosfall“), eller hvad Sønderjylland
angik under den almindelige arvelovgivnings regler om
moderens arveret efter sin søn. Med hendes død måtte da
spørgsmålet om arvefølgen naturlig kunne bringes på bane igen.
Det er disse omstændigheder, det skridt må tilskrives,
som vi nu ser dronning Margrete gøre. I året 1386 drog hun
til Jylland, siger den lybske krønike, „og holdt et møde med
sine fjender, herrerne af Holsten. Hun forenede sig helt med
dem til en evig fred, således at hun med sin søn Olav, den
unge konge, forlenede dem med hertugdømmet i Slesvig, at
haves af dem og deres børn til evig tid, således at de skulde
modtage forleningen af riget, at gøre kongen tjeneste og
mandskab deraf, når han vilde kræve det.“
Hvad der her skete, er bestandig bleven opfattet som en
statsfejl fra dronningens side, som en indrømmelse eller et
tilbagetog, en opgivelse beregnet på at vinde frie hænder
overfor Sverige. Også Dr. Erslev fremhæver stærkt denne
betragtnings berettigelse (s. 131). Men den stemmer kun dårlig
med den lybske krønikes udsagn: „Da det var sket“,
fortsætter den nemlig, „da faldt der en angest og skræk i rigets
hele mandskab, thi de så nu visdommen og kraften hos denne
kvinde og de tilbød sig hende og hendes søn til tjeneste. Hun
stævnede fogederne i landet til sig og tog fra slot til slot,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
