Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sammenhængende synlig linje, det bestemtes tværtimod, som talrige
breve udviser, ved vandløb o. l., og over den åbne mark var
det „stablet“ med „stok og sten“, ɔ: pæle og nedgravede
stene, selvfølgelig i større eller mindre afstand fra hinanden.
Et enemærke kan enten være stablet eller indgrøftet. —
Samme forhold omtales endnu hos Arent Berntsen, Danmarks
og Norges frugtbare herlighed, 3. bogs 3. part, 5. kapitel
(s. 469 ff.).
At disse markeskels mærker nu ikke har været forbundne
med gærder, ses tilstrækkeligt af Jydske lovs bestemmelser
om „gærdsel“ (gærdesætning). Hovedreglen er her, at der i
foråret gærdes omkring „vangen“, ɔ: den med vinter- eller
vårsæd tilsåede fællesmark, medens „fanget“ ligger til græs.
Her kan nu det tilfælde indtræde, „at én bys fælled falder
imod anden bys hegned“: „da skulle hine, der fælled eje,
rejse halv gård med hine, der vang eje, og således holde
jævned, fordi at de der nu have fælled, de få ad åre hegned
og behøve slig jævned“ (3,58).
Har begge byer fælled eller begge korn vang op til samme
skel, er det ikke nødvendigt at sætte gærde. Loven synes
ikke at tænke sig stridigheder, fremkaldte ved kvægets
overskridelse af en fælledgrænse, afgjorte ved rettergang, medens
den har nøjagtige regler for ethvert brud på gærdets
ukrænkelighed. At fare i anden mands „ager“ med hjord er „fuldt
hærværk“ og straffes med 40 marks bøde; at fare i eng straffes
med 3 mark (3,48.49). At der iøvrigt foruden „vanggården“
også findes abild-, toft- og kålgårde, skal kun nævnes: „dem
skal hver mand sig selv vare med sin egen gård, om han vil
have dem i hegned for alskens fæ“ (3,60).
Hvilket omfang den årlige gærdesætning havde endnu i
forrige århundrede, da man dog havde begyndt at anlægge
stenhegn og jordvolde (med levende hegn), ses af „Danske
Atlas“ (I 420 fl.), hvor Pontoppidan omtaler den som en
fordærv for skovvæksten, især for ellekrattene: „Gærdsels årlige
hugst“, hedder det her, „er egenlig den rette grund til mangel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
