Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Den danske regerings politik overfor Slesvig i kong Frederik VII's tid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Januarministeriet opnåede strax den indrømmelse fra de
tyske stormagters side, at Holsten blev rømmet og overgivet
til den kongelige regering. Derefter opnåede det ligeledes en
almindelig evropæisk anerkendelse af den påtænkte nye
arvefølge for alle monarkiets lande, den såkaldte London-protokol.
I forfatningsspørgsmålet vendte man, for de to hertugdømmers
vedkommende, tilbage til stænderinstitutionen, kun med den
forskel, at det danske sprog i Slesvig blev lige berettiget med
det tyske. Da valgene imidlertid ufravigelig måtte give et
tysk flertal, eftersom de store godsejere i Sydslesvig forlods
besatte en femtedel af pladserne og forfatningen kunde
forandres ved simpel stemmeflerhed, var der givet en nærliggende
mulighed for en yderligere udvikling i tysk retning, dersom
man engang fik en tysk minister, medens en omdannelse i
dansk ånd var umuliggjort, idetmindste for en lang fremtid.
Endelig sluttede der sig hertil en forordning om monarkiets
fælles anliggender, ved hvilken der oprettedes et rigsråd,
foreløbig bestående af 20 kongevalgte medlemmer, hvortil senere
skulde komme 30 af de repræsentative forsamlinger valgte.
Af disse 50 medlemmer skulde ialt 30 være hjemmehørende i
kongeriget. Rigsrådet skulde kun have en rådgivende
medvirkning ved lovgivningen, altså en ringere myndighed end
den, som ved Januarkundgørelsen af 1848 var tiltænkt de
fælles stænder.
Det er ikke vanskeligt at påpege manglerne ved denne
ordning. Arvefølgen manglede den endelige stadfæstelse, som
kun en anerkendelse fra det tyske forbunds side, eller i
modsat tilfælde en bindende garanti fra stormagternes side vilde
have kunnet skaffe den. De sidste års erfaring havde noksom
vist, hvad der kunde bringes ud af Preussens dobbelte stilling.
Endvidere var ved London-protokollen Danmarks utvivlsomme
ret til Slesvig fuldstændig sammenblandet med den højst uklare
retsstilling for Holstens vedkommende. Man glemte, at det
kun er en stormagt, som forbedrer sin usikre ret ved at knytte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
