222 ham paa hans vandring1 og desværre kim altfor tit fik overvegten, nedbrød ikke blot et sterkt legenie, men et agtværdigt sind, tilintetgjorde stræbsom daad, gjorde den kristelige børnelærdom, familiehengiven keden og alt det bedste, Gnid har nedlagt i vor sjæl, omsonst og fuldbyrdede menneskets indvortes som dets ndvortes ødelæggelse; —og derfor er det, at hospita ler, fattiganstalter og strafanstalter paa en gang og i saa stor mængde henter sin befolkning blandt brænde vinets ofre. Naar saa megen elendighed er følgen af en leve skik, som gavner ingen, saa har tænkende mænd for ment, at det maatte være en værdig opgave at danne en moralsk forening eller samling af foreningei, med formaal at fortrænge denne leveskik helt og hol dent. Indvendinger imod denne foranstaltning er, som bekjendt, ikke ndeblevne og kunde ikke udeblive i en tidsalder, hvori ethvert indgribende skridt, der sigter til et ålment formaal, nnderkastes skarp drøf telse. De er imidlertid tilvisse alle gjendrevne, idet afholdssagen allerede har sin litteratur, endog sin sær skilte og fortjenstfulde her i landet. En indvending har jeg imidlertid oftere bemerket i den nyere tid,j og det være mig- tilladt her at omhandle den og foist at forndskikke et par ord, sigtende til at gjøre den bedre forstaaelig. i Afh oldsforeningerne henvender sig selvfølgeiig ikke til dem, der allerede er en umaadelig brænde vinsnydelses nlykkelige ofre. At betragte foreningei ne som redningsanstalter, der ved magten af det løfte, som de afkræver, skulde frelse fortabte, var en a ild farelse, som snart blev indseet. De henvendei sig tvertimod til dem, der erkjender brændevinsnydelsens daarskab og ikke blot hos sig seiv føler styrke nok til i eget levnet at bevise denne erkjendelse, men