Siden af en Marineofficer. Men det er allerede af hans skodesløse Holdning klart, at han ikke bryder sig det mindste om, hvordan han ser ud. Straks og instinktmæssigt føler man gennem dette ene lille Træk, at man er flyttet fra et Land. hvor Militærvæsenet er alt, over i et andet, hvor det betyder det mindst mulige . . . Jeg vil ikke dermed have benægtet den Rolle det militære Budget virkelig spiller. Det er ingen Smaating for et lille, om end rigt Folk. aarlig at maatte udgive nogle og fyrretyve tusind Gylden (60—70,000 Kr.) til sit Hærvæsen. Og dog tillader Landets Stilling som Kolonialstat og den ulykkelige, evige Krig paa Sumatra med Sultanen af Atje ikke det ringeste Afslag i denne Udgift. Men man opretholder Hærvæsenet med en klar Bevidsthed om, at det er til alene for de nederlandske Handelsinteressers Skyld, et nødvendigt Onde. Nationens Smag gaaer ikke i den Retning. Toldeftersynet besørges i en Ruf. Paa de Grænsestationer, hvor de rejsendes brede Strøm gaaer forbi, lærer man at tage det summarisk. Man kigger blot Folk en Gang i Ansigtet, mens man med en let kærtegnende Haand stryger hen over det blankstrøgne Manchetlinned i Kufferten. Den eneste Toldvisitats, jeg har været med til, der betød noget, var i Odense en Gang. Den var grundig. Snart er vi Lænkede i Kupeen igen. Maskinen begynder at aflire sine ensformige Takter, den lange Vognrække sætter sig stødvist i Bevægelse. Min Hollænder sidder lige over for mig og indvier mig i sit Livs Eventyr. Han har været nogle Aar ude i de hollandske Kolonier i Sydafrika, og vender nu hjem til sine Forieldre i Rotterdam, syg og nedbrudt. Stakkels Fyr, han er saa gul i Ansigtet, som om han havde Gulsot. Feberen sidder ham i Kroppen. Forgæves forsøger hun at ryste den af ved oplivende Samtale, ved opmun-