Rundt om paa Banegaarde og Havnepladser træffer man dem, drivende om enkeltvis eller i smaa Flokke, disse fiffigt-spejdende Lazaroner, der med indøvet Færdighed sigte den fremmede ud for at kaste sig over ham som en Sværm af graadige Ulve. Hvis den ulykkelige stanser et Øjeblik tvivl-raadig, hvis han røber mindste Usikkerhed, hvis han tager mod en Haandsrækning eller gør et Spørgsmaal. er han deres Bytte, og maa, hvis han ikke tilfældig er en staalsat Englænder, betale Løsesummen. Naturligvis, hvis man straks ved sin Ankomst kaster sig i en Droske og ruller bort til sit Hotel, undgaaer man dette Overhæng: men, man skal ikke være altfor sikker paa, at man ikke under en eller anden Form møder det igen. Og det kunde endda gerne være, at man saa kom til at betale efter den højere Skala, der er Mijn-heerernes noget tvivlsomme Privilegium. Det er ikke blot paa Banegaarde og Ankomststeder, at man kan risikere slige Angreb. Ogsaa paa selve Gaderne kan man blive generet af paatrængende Venlighed, hvis man f. Eks. stanser et Øjeblik for at læse Opskriften paa et Gadehjørne eller hengiver sig til Betragtninger over et Monument. Ingen Udlænding, der har gæstet Holland, er ukendt med dette i Begyndelsen saa besværlige Forhold; men, naar man først nogle Gange har betalt sine Lærepenge, lærer man, at tage sig i Agt for Gadehjørner og Monumenter. Hvad særlig de sidste angaaer, taber man ikke meget derved — i al Fald ikke i Amsterdam. Grunden til dette Fribytteri maa dog neppe søges i al Fald ikke udelukkende i personlige Egenskaber hos de vind-skibelige Hollændere. Man maa huske, at Havnestæder altid frembyde gunstige Vilkaar for Udviklingen af den Slags Eksistenser og saa dertil lægge Politiets Langmodighed. Paa en vis Maade er denne Geschåft ogsaa en Blomst af den personlige