Frihed, der er Hollændernes dyrebareste Klenodie. Dens Grundsætninger er her ophøjede til Trosartikler, som ogsaa Politiet bøjer sig for, saa længe der ikke er Tale om Strejker eller andre samfundsfarlige Handlinger. Ved saadanne Lejligheder skal det hollandske Politi kunne vise, at det ikke bærer Sværdet forgæves; men til daglig Brug ser man yderst lidt baade til Sværd og Stav. Med deres fladtrykte Hjelmkamme og i en Stilling, der giver yderst lidt Begreb om deres Embedes Værdighed, staa de stilfærdig paa Gadehjørnerne som ledige Tilskuere ved Gadens bevægede Liv. Deres Uniform der er af alt andet end fint Klæde, sidder daarligt paa dem. De ligne nærmest vore danske Brandfolk, uden dog, hvad Holdning angaaer, paa nogen Maade at kunne tage det op med dem. Den fremmede kan ganske vist henvende sig til dem, hvis det drejer sig om at faa opspurgt en Gade, især hvis han kan udtrykke sig paa nogenlunde flydende hollandsk (andet Sprog forstaa de i Reglen ikke); men for Resten gør man bedst i ikke for meget at fortrøste sig til dem; ti de véd i Almindelighed saare daarlig Besked. Ikke en, men flere Gange er det hændet mig, naar jeg har henvendt mig med en Forespørgsel til en Politibetjent, at en af de omtalte Jack-of-all-trades har stukket sit ubarberede Ansigt imellem, og at den uniformerede med en utrolig Sagtmodighed har anbefalet mig til hans overlegne Sagkundskab. Jeg har i Amsterdam set en Politibetjent lade sig ret haanlig traktere af en beruset Fyr, der under Bifald af den sammenstimlede Mængde anvendte forskellige ret udfordrende Gestus imod ham, uden at det faldt Betjenten ind at gøre nogen Brug af sin Magt. En dansk Politibetjent vilde have arresteret ham fem Gange. Kun i Haag synes Politiet at være lidt mere civiliseret, dets Uniformering er ogsaa der noget stateligere. *