og hans Ophold her indskrænkede sig til nogle faa Dage hvert Aar. naar han gav et Bal. Jeg ved ikke nogen Bygning, hvis Indre gør et saa koldt Indtryk som dette Paleis. Alle Vegne hersker der en republikansk Stivhed og en Kulde, som stirrer en imøde fra store, hvide Væggeflader og kold Skulptur, og som isner en lige til Hjerterødderne. Der er Pragt nok og Rigdom nok, maaske i Virkeligheden alt for meget; men der er ikke det. som sætter en i Stemning. Det skulde da være de Dekorationer af spanske og engelske Faner — nu blegede og næsten smuldrede i Støv — der som visne Blade hænge ned fra Endevæggen i Gallasalen. Denne skal for Resten være et Mesterstykke i sin Art. idet dens rigt dekorerede Loft svæver frit i omtrent hundrede Fods Højde over Gulvet uden at understøttes af Piller. Gulvet, der er over hundrede Fod langt er af det hvideste italienske Marmor, men dækket af et tykt, rødt Deventer-Tæppe. Andre Sale minde endnu ved deres Navn og Udstyr om deres tidligere Bestemmelse, saaledes Konkurssalen. hvor man ser en Afbildning af den uheldige Luftskipper Dædalus, Sekretærens Værelse, hvor man ser Tavsheden, en kvindelig Figur med Fingeren paa Munden og Troskaben, en Hund, der holder Vagt over sin døde Herre. . . Man foreviser ogsaa her de Værelser, som beboedes af den af Skæbnen forurettede Louis Napoleon, der ved et Lune af sin almægtige Broder blev sat til at regere her ved Amstelens Bredder. Der maatte spilles en Smule Komedie i den Anledning. Napoleon havde nemlig faa Aar i Forvejen garanteret den bataviske Republiks Integritet; men han havde begyndt at faa Lede ved alt, hvad der smagte af Republik. Uden videre bryde sit Løfte var saa brutalt, saa maatte Folkets Røst paakaldes. Han lod et Par af sine Kreaturer Admiralen Verhul og „Digteren" Gogel — en sølle Dusin-