af Teaterforholdene, at ikke hvert snkelt Selskab er knyttet til et bestemt Teater, men at de afvekslende optræde her og der. Det samme gælder til en vis Grad Operaselskaberne. I Haag er der saaledes et fransk Operaselskab, men det giver hver Uge en bestemt Dag Gæsteroller i Amsterdam. Paa det store, nye, i orientalsk Stil udstyrede Teater Park Schouw-burg optræder et hollandsk Operaselskab. Rotterdam har en tysk Opera. Det vil heraf skønnes, at Hollænderne ingenlunde ere uden Sans for Musik, selv om Landet ikke har frembragt store, udøvende Kunstnere paa dette Felt. .... Amstelens Najader. Jeg véd ikke mere, hvor jeg har set eller hørt det Ord; men hørt det har jeg en Gang. Det forekommer mig, det var paa fransk. Det lyder ogsaa bedre saadan: Les naiades dAmstel. Der synes at ligge et Operasujet i selve Navnet; men for Resten er det vanskeligt at vide, hvad man skal tænke sig derved. Najader i denne flade, lidet poetiske Flod, der som en simpel Daglejer maa besørge Byens Vandforsyning! Hvor skulde de gemme sig? Der er noget i selve den sobre hollandske Natur, der paa Forhaand maatte afvise Tanken om slige mythiske Væsener. Dette Land, der er dyrket som en Have og befolket som en Myretue, mangler de øde Egnes vildtvoksende Poesi. Den hollandske Kvindetype synes da heller ikke at afgive noget for Fantasien brugbart Mellemled. Propre Husmødre, flinke Husholdersker, Damer, der kan rive fra sig paa en Vaske-og Strygedag, og som maaske, hvis det skulde være nødvendigt, kunde slaa en proper Næve med; men Najader! Hvis der er noget evropæisk Land, hvor Kvinderne føle sig taalelig tilfreds i deres jordiske Hylster og ikke drømme meget om de Ting, der ligge udenfor denne Verdens Horisonter, saa er del dette. Man maa imidlertid erindre, at Najader kan være af