kun lidt deraf, der er bevaret for os. Det store Rigsmusæum ejer ingen Prøve paa hans Kunst. Og dog er der i den hele Kreds af nederlandske Mestre ingen, der har haft en finere Følelse for Farven, ingen har mere kælet for den end han. Pieter de Hooch staar ham nær. Han elsker det kraftige, fulde Lys, de stærke Farver. Ofte er de blevet sammenblandede. Vermeer synes mere dæmpet. Han elsker det bløde Skær. de blide Farveharmonier, det fine graa, de brune og røde Mellemtoner. En Farveneurasteniker kunde man kalde ham; der er Hvile i hans Billeder, som i ingen andre. Det ene af Billederne her i det Six’ske Galleri fremstiller et stilfuldt Gadeparti med nogle smukke, gammeldags Bygninger. Der er et ypperligt Perspektiv i dette Billede, men hvad der navnlig henriver, er Lyset, der lægger sig smigrende om hver Sten i Muren. Johannes Vermeer har en ikke almindelig Evne til at levendegøre Huse og Gader, til at individualisere dem og give dem Stemning . . . Konen med Mælkekrukken viser os en tætbygget Hol-lænderinde med opsmøgede Ærmer, der hælder noget Mælk fra en Krukke over i en Kasserolle. Der er i Ansigtets Udtryk en eftertænksom, husmoderlig omsigtig Ro, mens hun med Blikket følger sit Arbejde, Mælken, der som en smal, hvid Stribe flyder fra den vandret hældede Krukke ned i Kasserollen. Et Bord med forskellige Køkkensager, i Baggrunden et højtsiddende Vindu og en hængende Kniv. Det er et simpelt Motiv og dog henrivende ved sin fine, graa Farvestemning og den fortræffelige Maade, hvorpaa Skikkelsen er hensat i Rummet. Der er noget i dette Billede, der minder stærkt om den moderne Malemaade. Ophængt i en Nutids-Samling, vilde det forholdsvis let glide ind i En-