som aldrig faaer Ende. Hvis de flinke Forsvarere blot nogle Aar lagde Vaabnene ned, vilde Havet snart have tilintetgjort Frugten af alle deres tidligere Anstrengelser. Et særligt Ingeniørkorps — de Waaterstaat —, der tæller fortrinlige Videnskabsmænd iblandt sine Medlemmer, oppebærer deres faste Gage for at værge Landet mod Oversvømmelse. Ved stormfuld Vintertid, naar Digebrud mest er at frygte, have de alle Forberedelser trufne til at møde et Angreb, og Forposter ere udstillede Dag og Nat langs den truede Linie, for øjeblikkelig at give Melding, hvis noget skulde ske, og kalde Mandskab til fra de nærmeste Byer. I ængstlig Spænding vogter man paa den stigende Flod, og, naar en Ulykke ventes, ringer Allarmklokken, der kalder hver Mand til sin Post. Bliver Søen ved at stige, bygger man en ny Vold paa Toppen af Diget, og saa hurtigt, at Vandet næsten altid stanses. Næres der Tvivl om Digets Styrke eller der sker et Brud, udbedres Skaden ved Sejldug og Sivmaatter, der anbringes paa Ydersiden af Diget for at modvirke Bølgernes Angreb. Og hvis saa alligevel alle disse Forholdsregler vise sig utilstrækkelige, bygger man indenfor Diget et nyt, halvrundt Reservedige om det truede Punkt. Dog har der været Tilfælde nok, hvor al Kløgt og Kunst var spildt, hvor Havet overmægtigt gennembrød alle Skranker, oversvømmede hele Landstrækninger og bortrev Masser af Menneskeliv og Gods. Saaledes dannedes i det trettende Aarhundrede Dollartbugten, den dybe Indskæring, der danner Skellet mellem Holland og Tyskland ved Emsflodens Udløb. Ikke mindre end fem og fyrretyve Landsbyer ødelagdes ved denne Lejlighed. Det er ikke alene langs med Kysten, at Holland er inddiget. Ogsaa langs med Floderne har det sine Forskansninger. Da Landet er fladt og lavtliggende, ere Flodbredderne 9*