Liv og Død for deres Frihed. Og Borgere og Soldater raabte, som med en Mund, at de vilde slaas til sidste Mand, hellere end at overgive sig. Saa fulgte hin rædselsfulde Belejring. Don Frederik (Alvas Søn) havde ventet at kunne indtage Byen i en Uge, og i syv Maaneder holdt den Stand. Med Rette kunde Alba skrive til sin Konge, at det var en Krig, som man aldrig før havde set eller hørt Mage til i noget Land. Man kæmpede med en eksempelløs Grusomhed fra begge Sider, kastede med afhuggede Hoveder over Volden og behandlede Fangerne med de mest udsøgte Pinsler. Og da endelig de belejrede i deres yderste Nød hejsede Fortvivlelsens sorte Flag fra Taarnet paa St. Bavons Kirke, hævnede Spanierne sig ved et Orgie saa rædselsfuldt blodigt, at end ikke hin frygtelige Krig kan opvise noget Sidestykke. Fem Skarprettere med deres Hjælpere arbejdede Dag for Dag, og da deres Kræfter til sidst vare udtømte, eller de vare blevne syge af Rædsel, bandt man de øvrige Ofre sammen parvis, Ryg mod Ryg, og druknede dem i Hundredvis i Haarlem mer-søen . . . Det er næsten ubegribeligt, at den lille, venlige By har været Skueplads for saadanne Rædsler, naar man en sollys Formiddag slentrer om i dens Gader, der have en saa udpræget fredsommelig Karakter. Det lyder som utrolige Fra-sagn, naar man paa Brinkmans Restavrant paa Store Torv indtager sin rigelige Frokost, at denne Bys Borgere en Gang have begæret at mætte sig af døde Mus og Rotter, af kogte Kohuder, af Skolæder, ja endogsaa af de Nælder, som de plukkede paa Kirkegaardens Grave! Vi træde indenfor i St. Bavon. Hvor dogmatisk koldt den stirrer paa os med sine gnistrende, hvide Vægge, hvor spøgelseagtigt den glor med sit store, tomme Rum! Den ser ud, som var den stivnet af Rædsel den Dag, da Spanierne 11*