med Forberedelserne til deres Ofring, hørte de ogsaa efter, eller saa i al Fald ud, som om de muligvis nok hørte efter. Nu nærmede den første af Kollektørerne sig det Sted, hvor jeg stod. Jeg tænkte mig, at jeg maaske som staaende Tilhører vilde gaa Ram forbi; men da jeg saa paa de otn-staaende, var de begyndt at rode i Lommerne. Der var da ikke andet for end Skik følge. Lidt efter blev den lille sorte Fløjelspose svinget hen for Næsen af mig, og jeg nedlagde mit Offer deri. Dermed troede jeg, at det var forbi, og gav mig igen til at lytte efter Præstens gurglende hollandsk. Men nu var Nummer to svinget om Hjørnet og styrede lige ned mod mig. Jeg maatte atter ofre. Jeg vovede i al Fald ikke noget Forsøg paa at unddrage mig. For sæt at han var blevet staaende med sin Bambus udpegende mig for hele Menigheden som en Synder og Tolder. Overfor Nummer tre havde jeg derimod besluttet at gøre mig haard, hvis han skulde være saa ubeskeden at praje mig; men da han virkelig kom, og mit Blik tilfældig traf hans blaafrosne Hænder, som krampagtig knugede sig om den tykke Ende af Stokken, blev jeg grebet af Medlidenhed, og lod et Gentsstykke falde i Posen. Lidt efter var Prædikenen forbi. Den havde været meget lang; men jeg tilstaaer, at jeg havde kun hørt den mindste Del deraf. Det undrede mig ikke, da jeg siden hørte fortælle, at man paa sine Steder i Holland har maattet anbringe Opslag i Kirkerne, der forbyde Tobaksrygning, og jeg vil endda gerne tro, at de Fyre, hvem det er rettet mod, betragte det som et Indgreb i deres personlige Frihed!