Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Isernia ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Island.
184
Island.
(Vapnafj.); Sydøstsiden og Sydvestsiden
er saa godt som uden Indskæringer. - Øerne ere kun
faa og smaa. .^ Breidifj.
ligger Fl a te y, hvor den bekjendte Codex
Flatey-Bogen er skreven; i Skagafj.Dran-gey, hvor
Grettir den Stærke blev dræbt;
i Skjaalfandi Flatey og sex M. fra Land,
N.V. f. den, Grimsey. Ved S. Ø. Lan-det ligger
Forbjerget Ingolsshøfdi paa en Ø;
paa Sydvestsiden sindes Øgruppeu Vest-
nannaeyjar. - Størrelsen blev tidligere
angivet til 14-1,500 [_]M., men nøjagti-
gere Maalinger have vist, at Øen snarere er over
end under 1,850 [_]M. - almin-delig nævnes 1,867 -,
af hvilke over 250 falde paa de større Halvøer. - ^
Island findes hverken Urbjerge eller Overgangs-og
sekundære Dannelser; ligesaa lidt tertiære Kalk-,
Sandsteens^ og Leerlejer med deres forskjellige
Overgange i hverandre. Illeden-for de sidste findes
overalt tydelig schichtede vulkanske^ Tuffer, som
ikke sjelden inde-holde Brunkul eller Surturbrand ^:
flad-trykte, forkullede Træstammer. De vulkanske
Tuflag ere næsten overalt lodret gjennem-brudte
af Trapmasser med lodrette Lag, vidtudstrakte
Plateaudannelser og bratte, mod
Havet i Almindelighed lodrette, Affald. ^
Forbindelse med Trapmasserne findes paa mangfoldige
Steder - men ingensteds i
betydelig Udstrækning - Trachytforma-
ti o n. Til disse Hovedmasser og Hoved-
bestanddele kommer en ikke ubetydelig Til-
væxl, der har sin Grund deels i en lang-som foregaaet
Forstyrrelse og Omdannelse af det Tilstedeværende,
i Flodernes og Ha-vets Indflydelse paa Tns- og
Trapfor-mationerne, hvorved Allnvinmslej-erne opstode;
deels ved Vulkanernes Frem-brud, ved Askeansamlinger
og Lava-marker (Hraun); denne dobbelte Virksom-hed er
vedvarende. - Øen bestaaer af et bølgeformigt Platean,
op over hvilket der hæver sig en forvirret Masse
af enkelte Bjerge og Bjergrækker. .^ Almindelighed
sender Højlandet Udløbere heelt hen til Ha-
vet, ned til hvilket de styrte sig stejlt (f. f.);
dog er der paa Sydøst- og en Deel as Sydsiden et af
vulkansk Sand dannet For-land; og paa Nordlandet,
hvor Bjergene i det Hele ere lavere, er der
Ø. f. Skjalfandi en med enkelte Undtagelser flad og
ensfor-
mig Kyst. Den laveste Deel af dette Høj-
land synes at være den Indfænkning, der fra Thjorsaa
i S. V. strækker sig mod N. Ø. over Sprengisandr
til Skjaalfandafliot og Baarthardalr, og som fra
Øens Bebyggel-sestid har været Vejen fra Sydvest-
til Nordøstlandet. - Bjerggrupperne, der hæve sig op
over Højlandet, kunne nogenlunde sammenfattes i to
Rækker, af hvilke den sydlige gaaer fra Forbjerget
E y s t r a h o r n
mod S. V. til Eyjafjalla Jokull (og-
saa kaldet Østerjøkull, 5,250 F.). Her ligge,
foruden den nævnte, Heklufjall (Hekla,
4,800 F.); Myrdalsjøkull med Ildsvæl-get Køtlugjaa,
og dernæst den Samling as isbedækte Bjerge (Jokler),
der i sit Judre er aldeles ubekjendt, vistnok 120
[_] M.
stor, og hvis Form paafaldende ligner selve
Islands Form. Den kaldes Klofa Jok-lar eller Vatna
Joklar; sydligst i den
ligger Øræfa I., Øens højeste Punkt
(6,030 F.); mod S. V. Sithn I. og Skaptar I.; mod
N. Ø. Snæsell
(5,610 F.), Øens næsthøjeste Bjerg. Den nordlige
Række gaaer, omtrent parallel
med den forrige, fra S m j ø r f j a ll (3,730 F.)
i N. Ø. tilFaxaf. .^ den ligger Herthu-
breid (5,140 F.); Hofs I.;^ Laugi I.
o. fl. Paa Nordlandet mærkes Krafla. Ogsaa de tre
vestlige Halvøer ere opfyldte med Bjerge; paa den
midterste ligger S n æ-
sellsjøknll (4,420 F.), et tvetoppet, stejlt
af Havet opstigende Bjerg, der er bekjendt for sin
majestætiske Skønhed; paa den nord-vestlige er Glaamu
I. (2,770 F.) og D ran-
g a I. (2,740 F.). Island, der ganske skyl-der den
vulkanske Kraft sin Tilblivelse, er
at betragte som et meget stort ildsprudende Bjerg,
og de enkelte i Virksomhed værende Vulkaner ere at
betragte som dets Kratere. Blandt disse mærkes først
det verdensbe-kjendte Hekla, der havde sit sidste
Udbrud
i 1845 og da kastede Asken til Orkneyøerne (over 130
M.); SkaptaarI., der ikke har
sprudet siden 1755; Øræfa, der sidst var virksom i
Aaret 1727; Krafla, om hvilken dog nyere Naturforskere
paastaa, at den ikke er en Vulkan, o. fl. Disse Bjerge
udkaste ikke blot Lava, Aske og Stene, men ogsaa
(hvilket dog i den senere Tid bliver ben^g-
tet) Sand, Leer og Vand. De have i hi-storisk Tid
ødelagt store Strækninger af
forholdsvis frugtbart Laud; thi vel indtræffe
vulkanske Udbrud sjelduere i Island end r
andre vulkanske Egne, men til Gjengjæld
udgyde de Lavamasser, hvis Lige i Stør-
relse man intet andet Sted finder. De have paa et
Sted dannet en sammenhængende
Lavamasse, 20 M. lang og 4^5 M. bred.
.^ nærmeste Forbindelse med Øens vulkanske Natur
staaer den overordenlige Rigdom paa varme Kilder, en
Fremtoning, som i ^Storartethed staaer over Alt, hvad
man af den Art finder i det øvrtge Europa. Islænderne
kalde dem H v e r a r , eller, hvis de ere saa
afkjølede, at de kunne brnge^ til Badning, Lang ar;
bedre deles de i Naa-mar (de svovlsure) og Hverar
(de alka-liske). Flere af dem danne naturlige,
inter-mitterende Springvand af en forbavsende^ Kraft;
Geysir (Gejser) paa Sydvestlandet har en Temperatur
af 65-66° og kaster
Vandet til en Højde af 160 F. (efter Nogle endog 200
F.). Ilke langt derfra er S tro k-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
