152 (Annaler for nordisk oldkyndighed (og historie) / 1844-1845)

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Grændsebestemmelse mellem Norge og Sverrig i anden Halvdeel af det trettende Aarhundrede, efter et Pergaments-Haandskrift, ved E. C. Werlauff

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

(landaskipti) mellem Rigerne[1]; men senere opstode dog nye
Grændsestridigheder. Magnus Barfod gjorde Paastand paa
Landet vesten for Veneren indtil Værmeland, nemlig
Sundal og Norddal, Vear og Vardyniar og alle dertil liggende
Skove (Markir), som dog længe havde hört under Sverrigs
Konge og havde svaret Skat under Vestergötland[2]. Ved
sit Ægteskab med den svenske Prindsesse skal den norske
Konge ogsaa have erholdt disse Egne[3]; men i den
fölgende Tid, maaskee under de norske Borgerkrige i 12te
og 13de Aarhundrede, synes de igjen at være komne
under Sverrig[4]; i det mindste omtales ovennævnte Markir
(nu Dalsland) som et fra Norge adskilt Land, hvorhen
norske Misfornöiede jævnligen toge deres Tilflugt og som
derfor, tilligemed Værmeland, engang hjemsögtes med
et Streiftog af Kong Hakon Hakonsen[5]. Östen og sönden
for Kjölen fandtes ligeledes Landstrækninger, paa hvilke
der af begge Riger gjordes fortsat Paastand. Sagnet
nævner Jæmteland, Herjedalen og Helsingaland som Lande,

[1] Heimskr. II, p. 64, 102. Denne Grændse (takmark) siges
at være sat af Olaf Tryggvason, p. 77.
[2] Heimskr. III, p. 214;
Fornm. Sögur VII, p. 52; Stednavnene forklares i det Geograph.
Register til Oldnordiske Sagaer XII; jfr. Schlyters Sveriges äldsta
indelning i landskap, S. 10; Fernow, Wärmelands beskrifn. S. 200,
210, forstaaer herved hele Værmeland, vesten for Klaraelven, jfr.
S. 75-76. Mærkeligt, at Værmeland synes at nævnes hos
Adamus Bremensis (De situ Daniæ ed. Lindenbrogii p. 142) som
hverken hörende til Norge eller Sverrig.
[3] I Heimskr. III, p. 220
siges i Almindelighed, at hver Konge skulde beholde det Rige,
hans Forfædre havde havt; men i den norske Kongehistorie fra
Magnus Barfod til Magnus Erlingsen (Fornm. Sögur VII, p. 52)
hedder det: „skyldu henni heiman fylgja jarðir þær í Gautlandi,
er þeir höfðu áðr deilt um.”
[4] Da Magnus Barfod vilde gjöre
Paastand paa disse Grændselande, vilde dog Markboerne, som
tilforn (sem fyrr), forblive under svensk Herredömme; Hmskr. III,
p. 214.
[5] Heimskr. V, p. 54, 86, 110, 123, 158, 160, 163, 226, 257.

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Fri Feb 28 15:47:22 2025 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/annordoldk/18441845/0156.html

		Annaler for nordisk oldkyndighed (og historie) / 1844-1845 / 152 (1836-1863) Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|