Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FÆRØISKE FOLKESAGN«
197
ella boyrdi nåkad til hansara, men mælti td: antum er tåd måsin, id
melur ella tjovurin, id stjelur, ella raggar henda gamla ikki ratt.
Måd-urin for nu frå henni, t6k gullkelvid frå barninum, og 816 tåd i
heysin; hånrid for tåd so sårt at gråta. Nu sprakk givurin å fetur og
grunadi illt, hon tril?adi eftir honum um allt hellid, men tå Tar hann
longu uppkomin år holinum, stigin å hestin og tvisporadi sum skj6tast
heim vid gullinum. Givurin kuudi ikki finna hann, og rdpadi ti eftir
grannkonu sini, segdi henni frå sinum vanda og båd håna hjålpa sår at
tåka tjovin. Hon vår ikki sein å fotum, ginadi t vortur um vatnid,
hvår fotasporini siggjast enn i steinunum, hvort sinaminni um vatnid;
kallast tey givrinar spor. Men mådurin slapp andan henni, til tess
hann kom å Volismyri, tå vår hon so nær, at hon nåddi åt triva um
hålan å hestinum, og bon sleppti honum ikki: tå koyrdi madurin so
hart undir hestin, at bann sprakk framm eitt lop, men hålin slitnadi, ti
givurin vård standandi fost; nå kastadi mådurin seg framm å, og vår
so beppin, at hann i ti såma eygnabliki fekk at sfggja kirkjuna, men
ta vår givurin ikki mennt at gera honum nåkad illt, og vid ti skili
måtli hon venda aftur. — Enn hoyrist ivir givrinar holi, hvussu hin
gamla blinda givurin melur guli nidri i ti djåpa hellinum.
XIII. OVERNATURLIGE VÆSENER,
a. Marmennil.
Marmennil ligner mennesker, men er noget mindre; den har meget
lange fingre. Den opholder sig i havet, og gor fiskeren ofte fortred
ved at bide madingen af hans kroge, eller ved at sætte disse faste i
havsbunden, så han må slide linen over; om krogen griber fat i den,
er den så behændig, at den kan lese den tynde snor, hvori krogene
ere fastgjorde, fra selve linen, og undslipper således. Dog havde
Anilnn bonde i Eldevig på Østereen fået sin fiskekrog fast i den ene
hånd på en marmennil: den var nu ikke istand til at lese sig fri,
men blev trukken op af Anflnn: han slog kors over den, såsnart den
var kommen op i vandfladen; ellers havde han ikke faet den ind i
båden. Anflnn havde den hjem med sig og gemte den i arnen; men
den vilde ikke æde andet end det, som bruges til lokkemad for fiske;
men bonden måtte huske på hver aften at slå kors i de fire hj orner på
arnen, og ligeledes naar han tog den med sig på fiskeri, målte han
slå kors for den, når den var kommen ind i båden. Den var meget
nyttig for ham til fiskeriet; thi når de rode over en fiskestime, gav den
sig til at le og lege i båden; de kastede da altid snererne ned, og
fiskede godt, helst når marmennillen holdt sin finger i seen. Anfinn
;z«,byGoo^le
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
