Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
FÆRØISKE FOLKESAGN.
barde den lang tid hos sig, men engang havde han glemt at slå kon
for den efterat hare taget den ind i båden, og da de kom ad på
havet, smuttede den ud i soen, og han så den ikke igen.
Marmennil likist folki, men er td heldur minni; fingrarnir å honum
eru langir; hann livir å hafsbotni og ger étrddrarmønnum mein vid at
bita agnid åf onglunum og seta fast i botn, so teir mega si i ta snerini;
tå ld hann verdur kraktur, er hann so handafimur, at hann kann at
loysa teymarnar undan snarinum. Anfinnur bondi i Eldivik vår td so
heppin å sinni at krakja ein marmennil i hondina, men vid ådrari
hondini kundi hann ikki loysa teymarnar frå, og ikki vår bann mentur
at slita. Anfinnur dro hann upp, og risti kross å hann, tå id hann
vår komin upp undir bordid å båtinum; annars mundi bondin ikki
håva fingid bann inn i båtin til sin. Hann hevdi henda marmennil
heim .vid sår, og goymdi hann i orninum, men ikki vildi hann eta
annad enn dgn. Anfinnur måtti minnast til hvort kvdld at rista kross
i 611 fyra horn å orninum, hvår marmennil såt. Teir toku hann vid sår,
tå id teir fdru til étrddrar; ei heldur tå måttu teir gloyrna at krossa
hann, id teir bdvdu tikid hann inn i båtin. Hann settist at læga og
spåla i båtinum, tå teir komu ivir fiskatorra; mennirnir kastadu tå nidur,
og væl fiskadist, helst tå id marmennil dråp fingurin nidur i sjogvin.
Anfinnur hevdi hann i langa tid hjå sår; men eina ferdina hevdi hann
gloymt at rista kross å bann i båtinum; tå id teir vdru komnir væl
frå landi, smoygdi marmennil sår ét firi bord og fdr undir kåv; tåd er
vituligt, at bann såst ikki aftur.
Indhold. Sjodreygil, eller rettere sjddreygur, står efter solens
nedgang ofte på skærene, og beder stundom fiskerne, når de ro forbi, at tage sig
med i båden. De have taget den ind og sat den Ui at ro; den forstår
vel at finde fiskebankerne, selv om det er morkt Men når dagslyset
nærmer sig, bliver den mindre og mindre, og henvejres, når solen
kommer op af havet. De sloge engang kors for den i båden; men jo
stærkere morgenraden blev, desto bonligere bad den for sig at slippe
las; da de ikke vilde det, og solen stod op, forsvandt sjddreygil, men
krydsbenet blev liggende tilbage på toften; den siges nemlig at have
skabt krydsbenet af et menneske på sig, og derfor bliver dette tilbage,
om den selv forsvinder eller bliver dræbt. Den kan forblinde
menneskenes syn, så den snart synes at ligne et menneske, snart en hund;
den skal være morkebrun af farve; tuder, så det hares langt bort; ild
farer ud af den, når den er på landet; den har kun én fod (eller rettere
b. Sjodreygil,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
