Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
FÆRØISKE FOLKESAGN.
sjélåtast; men kemur havmådurin upp bjå henni, verd ar gott vedar.
Haffrågvin singur so figurliga, at menn verda édir, tå id teir larta
eftir sangi hennar; ti eiga teir at slinga vottirnar i oyruni; ti annars
vilja teir i adi og drviti leypa år båtinum åt é sjogv til hennara.
Indhold. Nikar (nakken) er af udseende lig en hest, men af
storrelse som en stor hund. Den bor i indsaer mellem fjeldene. Den
har en meget lang hale, som holder fast på alt, hvad den rarer ved;
når nakken kan få folk til at rare ved den, laber den afsted med dem
ned på bunden af indsaen; den er så stærk, at den med halen kan
trække store klipper (jfr. ovenfor sagnet om husfruen i Husevig). Den
kan skabe sig lig alle firfeddede dyr; kun hornet af en væder kan
den ikke skabe på sig.
Nikar er sum ross til åtsjdndar, men til staddar sum stérur hundur.
Hann b^r i votnum, helst uppi millum fjalia. Hann hevir ogvuliga
langan håla, sum ikki sleppur ti, id nerlur vid hann; tå id hann kann
lokka folk at nerta vid hålan, rennur hann burt vid tein), og stedgar
ikki sinari ferd, ådrenn hann er komin nidur å botn i vatninum; eingin
sleppur aftur frå honum. Teir håva haft hann at dråga stort gråt
oman år Qollum, i Husavik og å Eidi; men hvort kvold mega teir
spyta å båkid og rista kross å hann; annars fer hann burtur. Nikurin
kann at skåpa seg likan ollum fyrfattum djérum, uttan stiklid å vedar*
lambshorni kann hann ikki at skåpa å seg.
Indhold. Sakar ere ligesom andre kar at se til, men de malke
langt bedre end de almindelige, hvorfor man gerne vil have dem. De
træffes undertiden i kostaldene helligtrekongersnat mellem de andre kar;
ved at slå kors på ryggen af dem binder man dem til stedet. Dtn
samme nat træffer man undertiden også på huldefolkenes kar; men dem
vil ingen have, skont de malke vel; thi huldefolkene vilde vel hevne
det igen. Disse kar kendes fra sakarne derpå, at sakarne vende
hovedet op imod fjeldet, men huldekarne vende ned mod saen.
Huldefolkene have meget kvæg, som går i marken mellem de andre kar,
skont de sjelden ere synlige for mennesker. En mand harte engang
huldekonen i Dal på Sanda tælle sine kar.
Sæneyt ella sækyr eru likar odrum kum at siggja, men tær mjolka
nég betra; folk vilja ti fegin håva hesar kyrnar. Stundum finnast tær
trettåndu nått i fjosunum hjå hinum neytunum; verdur krossur tå
d. Nikur.
e. Sæneyt og hulduneyt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
