Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FÆRØISKE FOLKESAGN.
205
gripirnar; men annars fåa tey makt ivir tår, og 16 kemur tå ikld aftur
heilur frå besari ferd.
XIV. SIG URSTEINUR.
Indhold. Sejersten er god at have hos sig; thi den mand, som
bar den, får altid sejer, hvor han er stædt i kamp, ham kunne hverken
folk eller trolde gore skade, men lykken følger ham, hvor han går, og
alt går ham efter enske; han bliver og yndet af alle. Det er derfor
ej at undres over, at man gerne vil skaffe sig en sådan sten, der kan
virke så meget godt; men intet menneske véd, hvor den er at finde;
kun ravnen véd det, og nu skal fortælles om, hvorledes man skal få
ravnen til at bringe den. Det er almindeligt sagn, at ravnen trædes i
februar måned, lægger æg i marts og får unger i april. Når nu
ravnen har lagt æg, skal manden, som vil have sejerstenen, gå op i
bjerget, hvor ravnen har sin rede; der må han sidde stille uden at
ravnen opdager ham, indtil den flyver bort af reden; i det ojeblik må
manden skynde sig til reden, tage æggene derud af, gå hen og koge
dem hårde, og så lægge dem igen i reden, inden ravnen kommer
tilbage, at den ikke skal mærke noget. Den lægger sig da atter at
udruge æggene; men når den har ligget noget udover den almindelige
udrugningstid, uden at ungerne ville komme ud af æggene, da bliver
den utålmodig og ked ad at ligge længer; så flyver den da ud efter
sejerstenen for at lægge den i reden mellem æggene, og således ved
dens hjælp få ungerne ud. Når den da vender tilbage, må manden stå
ved reden og skyde ravnen, inden den kommer derind; da kan han tage
sejerstenen ud af ravnens næb og gemme den siden hos sig.
Sigursteinur er godur at håva at ganga vid uppi å sår, ti så mådur,
ld hann hevir, fær alltid sigur, hvår hann er staddur I vfggi, honum
verdur einki åt meini, hvår hann ferdast, hvorki åf folki ella trolli; men
eydnan filgir honum, allt gongur honum eftir vild, og allir håva tokka
til hans. Ei er tf at undrast å, at menn vilja gjarna faa sår ein tilikan
stein, sum ber so nogv gott vid sår; men eingin mådur veit, hvår hesin
dyri steinur er at finna, uttan ravnurin veit tåd, og nti skål siga frå,
hvussu mådur skål faa ravnin at fåra eftir sigursteininum og geva hann
frå sår. — Tåd er manna sogn, at ravnur trodast i torra, verpur i gø
og klekjur i einmåna. Tå fd ravnurin nå hevir vorpid, skål mådurin
fåra upp i håmarin, hvår ravnurin hevir reidrid; hår må hann ikki låta
ravnin vita åf sår, uttan sitja stillur, til tess ravnurin flygur åf reidr-
inum. Tå tarvast manninum at vera slgétur at tåka eggini dr reidrin-
;z«,byGoo^le
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
