Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
FÆRØISKE FOLKESAGN,
kom ved giftermål med en enke derfra til Hasevig. Disse to, Jon og
Soren, lå ofte i strid med hinanden, da deres udmarker grænsede
sammen; Sdren var ikke sjælden inde i Jons mark at gore fortred der,
især om nætterne. En nat lægger Jon sig også ude i sine marker at
spejde efter ham; han samler Urene og ligger så rolig. Midt om
natten kommer Sdren ridende derhen og jager sin hund ind i Jons
fårefiok, men Jon springer op, griber i hundens strube, svinger den
op i vejret og knuser dens rygg. Da Soren horte, hvorledes hunden
blev behandlet, sprang han af hesten og svinger sin stav efter Jon,
men denne sprang ham ind på livet, så slaget rammede ikke; derpå
begyndte de at brydes sammen, og tilsidst faldt Sdren under. Jon
bereder sig da til at dræbe ham, men da han beder for sig, lader
Jon ham gå, men sagde ham tillige, at dette skete ej anden gang. Nu
går nogen tid hen; begge sidde i fred og ro, og se ikke noget til
hinanden. Men en dag tager Jon ud på fiskeri, og da Sdren fik dette
at vide, tog ban bagefter med sit ottemandsfar. Da de komme ud
på fiskebanken, ser Sdren Jons båd, han sætter sig selv ved roret og
beder sine mænd ro til af alle kræfter, hvilket de også gjorde; han
styrer da båden lige imod siden på den anden båd, men inden den
har nået den, har en af rorkarlene set sig om og opdager nu Sorens
forehavende; han stikker åren i seen og stryger den, så at båden fik
en anden retning og gjorde ikke den anden båd nogen skade; Soren
var forbittret på denne mand og truede ham med, at han ikke skulde
glemme dette. Da tiden nærmede sig til Olavsmessetbing, indstævnede
Jon Soren til dette, og begge rejste da til Thorshavn. Da thinget var
sat, fremforer Jon sin sag for lagmanden og lagretten, men den farste
dag blev ingen dom afsagt i den. Om aftenen gik Jon hen til Sdren
og tilbad ham, at hvis ban vilde frivillig give ham bader, så skulde
han ikke videre forfalge sagen på thinget. Men dette tilbud vilde han
Ikke gå ind på, men sagde ham, at han havde intet vundet den dag,
mindre skulde han vinde den næste dag. Jon svarede, at det vilde
snart vise sig, men oftere tilbad han ham ikke forlig. Den næste dag
bliver der domt på thinget, at Sdren skulde betale livsbod for hver af
de ni mænd, der vare på Jons båd. Han måtte nu give alle sine
penge og det lasare, som han ejede; da han frembar det sidste bundt
skind, som var tilbage af alt hans, udbrad han: idag må jeg sande
ordsproget, at skade gor manden vis, men ikke rig. Ikke destomindre
ponsede han bestandig på at hevne sig på Simon, den mand, som
bavde skudt åren ned i seen, da han styrede mod Jons båd,
hvorved denne var bleven frelst. Denne Simon vovede sig ikke i tre år
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
