Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 108 —
søkte efter ord for det, som var det vigtigste for
dem.
Blochinger var den som begyndte.
«Du skrev et godt brev til mig, Christian, jeg maa
takke dig for det. Og nu er vi altsaa her, Meieli og jeg.
Det vil si, vi kom med et tidligere tog end jeg hadde
bestemt. Meieli er hos en skoleveninde, hun har nede i
byen, og jeg gik først til kirkegaarden. Jeg vilde ogsaa
helst træffe dig alene. Med din mor har jeg nu talt saa
godt som det gaar an at tale med en død. Jeg tror at
hun ikke vil fortænke mig i dette. Og hvis nu vi to
kan komme overens —.»
Han talte fast og rolig — utav øinene lyste stor
sikkerhet og ungt mot.
Farens rolige glæde løste ogsaa op for Christian.
Han lo. «Det har jeg jo skrevet til dig at jeg ikke har
noget at si i den sak; det er da virkelig noget du maa
greie alene.»
«Jaja — jaja,» svarte faren, «men vi skal jo bo
under tak sammen. Og vi har hittil hat det saa ube-
skrivelig godt, vi to, at jeg virkelig maa nøie overveie,
om dette skulde forandre noget os imellem.»
Under gjensidig fornuftig samtale tilbakela de saa
det sidste stykke optil huset. «Ja, nu faar du se Meieli
først,» sa Blochinger tilslut, «og saa sætter vi tre os til
bordet sammen og taler aapent med hinanden om hvad
vi tror, vi kan vove.»
Hans blik faldt paa indskriften over døren. Da
viste det sig, hvor han igrunden var dypt og inderlig
bevæget. Der trængte sig som en hulken op fra hans
bryst. «Det er til hende,» sa han, «og det — det —
tak skal du ha, Christian.» Han tok atter hans haand
og trykket den heftig. De kom ind og Blochinger saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
