Fremmede kommittenter. 139 engelske privilegier i Tyrkiet i fare, hvis faktorerne vilde fortolde de fremmede principalers gods som engelsk og saaledes besvige sultanen for hans retmæssige told. Skulde det i det hele taget tænke sig en nedsættelse, kunde det kun være af det fremmede gods, der importeredes i engelske skibe; det var rimeligt, at engelsk fragtfart beskyttedes, saa konkurrenter ikke undergravede den ved billigere takster; forsaavidt fik konsulen myndighed til at nedsætte den for de engelske skibes vedkom- mende, dog kun saa meget som nødvendigt krævedes!. Denne indrøm- melse var 1 praksis næppe synderlig meget værd. 100. De faktorer endelig, der kun i ny og næ fik kommissioner fra fremmede, deriblandt ogsaa engelsk klæde, hjalp sig paa anden maade. Det blev ovenfor omtalt, hvorledes i 60erne og de første aar af 70erne 20 0/0 bøden ikke var saa absolut effektiv. Og der var flere veje. Der var i disse foregaaende aars stærke udvikling vokset op et ikke ringe interessefællesskab mellem de forskellige nationers faktorer, der her ude i Levantens byer boede side om side og drev ensartede forretninger. Her gennembrød handelens aand alle de natio- nale principer, hvorpaa kompagnierne hvilede; faktorerne af forskellige nationer kom til at føle et stærkere interessefællesskab indbyrdes end med købmændene i deres respektive hjemlande. De ydede hinanden tjenester, saaledes ogsaa i dette tilfælde: engelske faktorer lod formelt engelske uldmanufakturer paa hollandske skibe konsignere til gode ven- ner blandt de hollandske faktorer; saa kunde' der ikke blive tale om konsulatsafgift eller bøde. Eller man benyttede sig af den fremtrædende stilling, Jøderne havde faaet i Orientens omsætningsliv. Det er allerede nævnt, hvorledes de ganske havde fortrængt de officielle mæglere, dra- gomen, fra de virkelige mæglerforretninger; omend disse fra tid til anden skreg op derimod, nøjedes de dog som regel med deres embeds- mandsmæssige stilling uden virkelig at ville gøre mæglergerning?, Jøderne havde for sig monopoliseret mæglererhvervet, og Dudley North, der i disse aar gik ud til Levanten, fortæller morsomt derom: ,den første Jøde, der taler et par ord med en nyankommen faktor, regner ham for fremtiden for sin sær- lige ejendom og kalder ham ,sinf" købmand. Fra det øjeblik af er der ingen anden Jøde, der vil prøve paa at berøve ham, hvad han har erhvervet; hellere vilde han begaa røveri. Og købmanden kan lige saa lidt ryste sin. Jøde af sig, som han kan trække huden af kroppen paa sig. Han kan heller ikke undvære ham; det eneste fornuftige, han har at gøre, er at faa det mest mulige ud af ham og saa aldrig tro ham paa hans æresord. Der er ikke ringe fordel ved disse Jøder, fordi de tjener som almindelige mæglere, saavel i smaa som i store handler. Hvis købmanden ønsker nogetsomhelst, hvor ubetydeligt det end er, saa lad ham blot sige det til sin Jøde, og han vil finde det, hvis det i det hele taget er paa jorden; det er en stor fordel, for der er masser af folk, der trænger til hinanden og ønsker at komme i forbindelse med hinanden, og det er Jøderne mestre for at besørge”, Ogsaa i et forhold som det her omtalte kunde da disse Jøder være til stor nytte; den faktor, der ønskede at faa engelsk klæde tilsendt paa hollandske skibe, lod det blot konsignere til sin jødiske mægler. 1! Cal. State Pap. Dom. Ch. II. 1669 6. septbr. 479. 2 En tid synes de jødiske mæglere ogsaa, som naturligt var, at have gjort forsøg paa at opnaa den officielle mæglerstilling som dragomen, men kompagniet standsede 1713 25. febr. disse forsøg ved en ordre: that no person whosoever being a Jew shall vpon any pretence whatsoever be admitted a druggerman in our service either at Constantinople, Smirna or Aleppo. R. O. 209 113—14. Cf. Masson 490—91. 3 Roger North 123.