308 IN. kap. I. Den tyske kommissionshandels historie. endogsaa eksportere. For Nordtysklands vedkommende kom særlig i betragtning saltkilderne i Halle og Lineburg paa grund af deres rige- lighed og deres overordentlig høje saltprocent', medens Halle og de nærliggende saltværker forsynede Midttyskland, forstod Lineburg at spærre vejen for det til Nordtyskland, der indtil midten af det 14. aarh. ganske beherskedes af Liineburgersaltet. Sikkert havde det ogsaa sin store del i, at de vendiske stæder saa fuldstændigt erobrede markederne i nord og øst, trangen til salttilførsel var overalt meget stor i disse saltfattige egne, og særlig langs Østersøen, til Polen og langt ind i Rusland kunde Liineburgersaltet i den første tid brede sig ganske uden konkurrence; først fra midten af det 12. aarh. nævnes saltværkerne i Wielicka og Bochnia, og næppe før midten af det 14. fandt dette salt vej til Østersølandene”, Imidlertid var ogsaa forbruget af salt stærkt stigende, og hertil bidrog ikke mindst fra det 13. aarh.s begyndelse sildefiskerierne ved Skanør og Falsterbo; aarligt maatte der hertil føres stedse stigende kvantiteter af salt. Formodentlig var det da ,umelands- farerne", der i den første halvdel af dette aarhundrede først hertil bragte Baiesaltet. 275. Ved baie de Bourgneuf med øen Noirmoutier, nær ved Nan- tes, og senere ved Brouage med øen Oléron, nær Rochefort, havde befolkningen maaske allerede i det 7.—8., sikkert fra beg. af det 9. aarh., udvundet salt af havvandet; tidligt var der her opstaaet betydelige markeder for salt og vin, og fra det 12. aarh. forsynedes ogsaa England herfra. Fordi produktionsomkostningerne var ringere, var Baie- og Brouagesaltet som alt havsalt betydeligt billigere end det Liineburgske, dog ogsaa grovere. I Tyskland nævnes Baiesaltet første gang i 1276 i Hamburg, hvorfra det da endogsaa forsendtes til indlandet”, Men særligt maatte det være de preussiske og est-liflandske stæder magtpaaliggende at skaffe sig dette salt, og det var derfor Danzig og Reval, der kort efter 1350 begyndte hvert aar at sende skibe afsted til selve produktions- stedet for at hente det, fordi der ikke kom tilstrækkeligt til salg paa Skaanemarkedet, og fordi Hollænderne, der først havde gjort dem bekendt med det, og som sikkert snart for en del var gaaet videre dermed til Østersøbyerne, heller ikke ved deres tilførsel kunde dække den stigende efterspørgsel. Ogsaa Hamburgere og Bremere deltog i disse farter, og snart slutter de ven- diske stæder sig til; 1401 2. juli træffes de første hanseatiske fællesbestemmelser om Baiefarten, i de følgende aar gentages de". Tilførslen blev nu saa stærk, at Luneburg begyndte at mærke konkurrencen; paa klager fra byen i 1405 og 1407 forbød hertugen gennemførsel af fremmed salt gennem hans omraade, og det samme tilsagn opnaaedes af kurfyrsten af Brandenburg 1407, 1417 og atter 1441. Heller ikke Lubeck kunde helt med tilfredshed se paa en udvikling, der gjorde Østersøbyerne uafhængige af dets tilførsler; saa ofte den direkte forbindelse med Vesteuropa afbrødes ved krig, gjorde Luibeck glimrende forretninger med forsendelse I Schmoller JGVV 11, 840. Medens de fleste saltkilders saltindhold er 2—107?/., har Groszen- salze 11!/2 2/6, Staszfurth 17'/2 2|., Halle 21 "|, hvilken sidste saltprocent i Nordtyskland kun naas af Lineburg. Z Daenell I, 90, 93 II, 340. Inama-Sternegg Ill, 341 anm. 1. 1375 udvides Krakaus stapel- ret til at gælde salt, der føres fra Bochnia til Thorn. 3 Agats 5, 22- -23, 45—47 (råles d'Oléron af 1266). HUB I, nr. 573. % Agats 52-—53. Særlig Stralsund, Danzig og Reval, 25. Daenell Il, 257, 446.