Salt. 309 af Låneburgersalt til Østersølandene; kun krævede det stærkere forbrug, at man nu ved saadanne lejligheder til hjælp maatte tage salt fra Oldesloe, Kolberg og Greifs- walde'. Disse krige bidrog imidlertid kun til, at Hollænderne, hvis konkurrence i Baiesalttilførslen og -handelen siden 1420erne havde været stærkt følelig, tilrev sig stedse mere deraf; ogsaa anvendte de voldsomme midler, krigen mellem dem og Hanseaterne begyndte 1438 netop med et hollandsk overfald paa den hanseatiske Baieflaade ved Brest, og i krigsaarene sendte Hollænderne store Baieflaader til Østersøen?, Den paafølgende langvarige krig mellem Polen og den tyske orden (1454—66) maatte yderligere styrke deres stilling, samtidig bragte som nævnt hol- landske skibe Baiesaltet opad RQØRhinen lige til Koblenz. Alligevel mærkes der næppe nogen væsentlig tilbagegang i den hanseatiske Baiesalthandel i det 15. aarh., den holdt sig formentlig paa omtrent samme standpunkt. Saaledes sender Reval det 15. aarh. igennem aarligt omtrent lige mange skibe afsted, i aarene 1426-37 i aarligt gennemsnit 24 skibe, 1442—52: 28, 1453—62: 22, 1479—88: 29, 1489 —96 dog kun 197, Hvad Hollænderne i det 15. aarh. vandt, var da vistnok kun dæk- ningen af konsumtionsforøgelsen; deres fremgang beroede formentlig mest paa, at de kunde sejle for billigere fragt; kan man slutte tilbage fra senere begivenheder, var det maaske deres konkurrence paa selve saltmarkedet i Baie, der bragte Hanseaterne til i stedet for at opsøge det sydligere Brouage. 1411 nævnes Brouage- salt første gang, da en Danziger har indladet det til Riga; "maaske kan det antages, at Brouage omkring 1475 blev hovedmaalet for den hanseatiske saltflaade". 276. Hvad enten Hollænderne eller Hanseaterne bragte det franske salt, fortrængte dette imidlertid fra det 16. aarh.s begyndelse stedse mere Lineburgersaltet. Det gjaldt nu ikke mere eksporten til Østersø- landene, men selve Nordtysklands forsyning. Som Baiesaltet allerede i det 15. var trængt op ad Rhinen, trængte det nu fra Hamburg og Stet- tin opad Elben og Oderen. Det var ikke blot paa grund af dets pris- billighed, men de tyske saltværker var simpelthen ikke i stand til læn- gere at dække forbruget. Deres produktion kunde selv i gunstigste tilfælde ikke udvides ud over en vis grænse, og den gik for de fleste af dem, særlig for Lineburg, i løbet af det 16. aarh. tilbage, fordi det blev stedse vanskeligere at skaffe brændselsmateriale. Til Brandenburg kom indtil 1583 aarlig kun 2 å 300, højst 500 last salt fra Line- burg; da det aarlige forbrug var 1000 å 1200 last, maatte resten skaffes andetsteds fra. Det kan under disse forhold ikke undre, at fyrsterne selv betragtede det som en statsopgave at skaffe deres lande tilstrækkelig saltforsyning, og at de derved greb til Baiesaltet., Kejser Ferdinand var stedse ivrig for at skaffe Lausitz og navnlig Schlesien tilstrækkelig forsyning af Baiesalt, han anlagde dær saltsyderier og sluttede 1555 med Brandenburg en traktat, hvorved transport af Baiesalt fra Stettin til Breslau ad Oderen tillodes; efter 1563-—70 importerede den kejserlige regering Baiesaltet væsentligst over Hamburg og benyttede dertil flodtransporten ad Elben, Havel, Spree og ad Oderen fra Frankfurt til Breslau. Ogsaa kurfyrsten af Brandenburg, der havde et eget saltsyderi i Spandau, og særlig kurfyrst August af Sachsen, der en tid paatænkte at forsyne hele sit land med Baiesalt, oprettede syde- rier i Dresden og som ligeledes 1579-—80 skaffede sig saltet fra Hamburg, havde en lignende opfattelse af denne sags betydningsfuldhed. Men desuden oprettedes der overalt private syderier, i Køln, Bremen, Hamburg og Stettin, i Frankfurt a/O. og Mullrose. Selvom det derfor lykkedes Halle ved en overenskomst med Sachsen at skaffe sig paa engang en aarlig brændelevering og eneret paa forsyningen af visse dele af Sachsen med salt, saa det i slutn. af aarhundredet endog kunde udvide sin produktion til den højest mulige grænse, selvom det 1583 lykkedes Lineburg at skaffe sig et lignende monopol paa forsyningen af Kurmark, saa det kunde ved- ! Agats 38—39. Daenell I, 323—24. 2 Agats 71—73. 3 Agats 64- 104. 4 Agats 58, 95.