Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 2. Den tyske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Retsvidenskabens opfattelse af kommissionsforholdet. 473
føje kendskab til Savary; intet under da, at hans dissertation er langt
den friskeste og mindst formbundne. Han gennemgaar alle de for-
skellige bestemmelser af kommissionshandelen, der er forsøgt eller kan
forsøges, og paaviser, hvorledes ingen af dem rammer dennes virkelige
indhold. Kommissionæren er ikke en institor, thi det er kun den,
hvem det overdrages at føre en andens hele forretning paa en bestemt
plads; han er ikke en mægler, thi denne er blot en mellemmand, der
som regel er indsat af øvrigheden og beediget. Kommissionshandelen
er ikke mandat, dels fordi dette er ulønnet, men navnlig fordi kommis-
sionæren maa staa friere end mandataren, denne har i bedste fald kun
handlefrihed indenfor de ved mandatet afstukne grænser, men ,selve
handelens natur forkaster en saa stor ængstelighed"; kommissionæren
maa kunne vove i visse tilfælde at gaa ud derover. Heller ikke er
den contractus æstimatorius, da kommissionæren, naar han sælger til
højere pris eller køber til lavere, end der er ham opgivet, ikke kan
tilegne sig selv gevinsten, men kun erhverver for kommittenten. Frem-
deles er den ikke negotiorum gestio, der finder sted uden mandat og
uden ejerens vidende; ikke locatio conductio, da provisionen ikke er
løn, og til en innominatkontrakt (do ut facias) mener Breuls, at man
dog ikke for alvor kan tage sin tilflugt, da denne ikke er stort mere
end et ord. Der bliver da intet andet tilbage end at opfatte kommis-
sionsforholdet som en særlig, af praksis udformet kontrakt’. Breuls
egen definition blev da, at kommissionsforretning er enhver handels-
forretning, der besørges for en fraværende købmand paa det vilkaar,
at denne erstatter de udlæg, der derved nødvendiggøres og yder en vis
betaling for det arbejde og den flid, der er anvendt”.
451. Man kan da sige, at saa overvældende var det indtryk, et
nogenlunde skarpt billede af virkeligheden gjorde paa retsvidenskaben,
at den i første øjeblik mente at maatte opgive forsøgene paa at passe
den ind i systemet. Følelsen af, at det var nødvendigt at naa en nøjere
tilslutning til praksis, var i den nærmest følgende tid meget levende;
men praksis selv var i Tyskland afvigende paa de forskellige handels-
pladser, fordi den overalt var lokalt udviklet. I de almindelige behand-
linger af handelsretten, derunder ogsaa kommissionshandelen, som nu
fremkom, kom paa en gang disse bestræbelser og dette forhold til syne;
Bender (1824) blev særlig talsmand for traditionen i Frankfurt a/M.;
Poehils (1828) for den hamburgske tradition. Hertil kom nu en ydre
paavirkning, som næppe maa undervurderes, den nemlig, at den franske
code de commerce fik gyldighed for visse dele af Tyskland, og levede
videre, omend modificeret, i den badiske handelslov; men denne op-
stillede som et særligt kendemærke for kommissionæren det, at han
handlede i eget navn. Under dette var diskussionen om kommissions-
forholdets rette natur blevet fortsat. Locatio conductio- forklaringen
havde endnu i Heise (1814—16), der væsentlig blot fulgte Martens
1 Breuls 5-8: nihil reliquum est, quam uti commissionem moribus introductam esse proprioque
contractu constare dicamus.
2 Inde commissio (commission) vocatur quoduis negotium mercatorium, quod pro mercatore absente
ea lege curatur, ut expensarum eo nomine factarum resarcitio, tum etiam ut studii et laboris fiat aliqua
compensatio.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
