Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
beror paa den styrke hvorved luften utaandes, og tone-a.
(musikalsk el. kromatisk a.), som beror paa
stemmebaandenes svingningshastighet. Eiendommelig for norsk
er de totonelag: enstavelsestonelag, som hører hjemme
i oprindelige enstavelsesord (f. eks. tømmer < oldn.
timbr); og tostavelsestonelag, som tilkommer gamle
tostavelsesord (f. eks. tømmer <— oldn. taumar). I dansk
er den saakaldte støttone traadt istedenfor
enstavelsestonelaget. — Accentuatiōnen eller a.s anvendelse
er forskjellig i sprogene; man taler om fast el.
bunden a. (saaledes førstestavelsetryk i oldn. og finsk,
næstsidstestavelsetryk i polsk) og fri a. (som i russ., sanskrit
og græ.). A. er ogsaa brukt som navn paa de tødler el.
tegn hvormed man antyder dels musikalsk a. (som i
sanskrit, oldgræ. og litauisk; i regelen brukes de latinske
navne: akut ², høitone, gravis ), lavtone,
circumfleks el. *, sammensat tone), dels trykfordelingen
(som i ital., sp., d.: allé motsat alle), dels lydlængde
(som i magyarisk og oldn.: át motsat at), dels en ændret
lydværdi for vokaltegnene (som i nyisl. og fr.: célèbre).
— 2. I mus. betegner a. den særlige betoning av enkelte
toner el. akkorder. Den grammatiske a. slutter sig
nøiagtig til takten, saaledes at den største vegt altid
falder paa det første taktslag. Den oratoriske
(æstetiske el. patetiske) føier sig derimot ganske frit efter
foredraget og kommer ofte i strid med den grammatiske,
fordi god deklamation hyppig kræver en avvikelse fra
den bundne takts strenghet. For virkningens skyld
markerer en komponist ogsaa ofte en skarp dissonans, en
synkope, en høi tone o.s. v. En skarp betoning betegnes
med zf. (zforzato), rfz. (rinforzato) el. merket — el. A.
Acce′pt [aks-] (ak cept) (av lat. accipere), den av
vekselbetaleren (trassaten) med hans underskrift paa vekselen
avgivne erklæring, hvorved han forpligter sig til paa
forfaldsdagen at betale vekselbeløpet. Den av trassaten
accepterte veksel kaldes ogsaa en a. Saasnart trassaten
har acceptert vekselen, kaldes han acceptant. At
aAcceptere betyder at godkjende, at anta.
Acceptation, antagelse, forpligtelse til at betale en veksel.
Acceptationsfrist, den tid inden hvilken en veksel
kan eller skal forevises (præsenteres) til a. Veksler med
en bestemt forfaldsdag (datoveksler og præcisveksler)
kan efter de skandinaviske veksellove forevises til a.
inden forfaldsdagen. Eftersigtsveksler, d. e. saadanne
som forfalder en viss tid efterat trassaten har faat set
dem, eller efterat de er forevist for trassaten, skal efter
samme lov forevises til a. inden den tid som maatte
være foreskrevet i vekselens tekst, eller, hvis saadan
forskrift mangler, inden 6 maaneder fra utstedelsesdagen,
hvis de er utstedt eller forfalder indenfor Europa med
undtagelse av Island og Færøerne, og inden 12
maaneder, hvis de er utstedt eller forfalder paa sidstnævnte
øer eller et sted utenfor Europa. A.-kreditiv,
hvorved en bank eller bankier opfordres til at acceptere
og betale veksler som den akkrediterte (kreditivets eier)
maatte trække paa dem. A.-konto (acceptationskonto)
krediteres for alle tratter man agter at indfri, eller som
man har acceptert, mens utstederen eller den for hvis
regning tratten er utstedt, debiteres. Ved indfrielsen
debiteres a.-konto, og kassakonto krediteres.
A.-provision, den godtgjørelse (i regelen 1/4—1/3 pct.) som
bankinstituter beregner for acceptation av tratter der trækkes
paa dem paa grund av en indrømmet kredit
(acceptationskredit). A. per onore, til ære for en
anden; naar trassaten har negtet at acceptere som alm.
acceptant, kan han eller en anden acceptere til ære for
vekselutstederen (trassenten) eller for en av
endossenterne. Acceptanten kaldes da æresacceptant,
acceptant per onore, honorant eller intervenient.
Accepisse, forældet betegnelse av mottagelsesbevis.
Accept—Acetal
68
Acceptābel [aks-] (akceptabel), antagelig; et
acceptabelt tilbud, et tilbud som kan antages.
Accepta′nter [aks-], se Jansen, Cornelis.
Acceptēre, se Accept.
Accessiōn [aks-], tilvekst, (jur.) en erhvervsmaate
hvorved eieren av hovedtingen ogsaa blir eier av
bitingene, f. eks. ved paabygning og saaning.
Accessiōnstraktat [aks-], en traktat hvorved en stat
tiltræder en mellem andre stater sluttet overenskomst
angaaende bestaaende eller fremtidige forhold.
Acce′ssit [aks-] (lat.), han er kommet nær (maalet),
en slags 2den præmie for løsningen av en prisopgave.
Accessōrisk [aks-], som følger med hovedsaken. I
retssproget kaldes pant og kaution a. rettigheter,
fordi de er avhængige av selve fordringens eksistens. I
mineralogien kaldes mineraler a. naar deres
tilstedeværelse eller mangel ikke forandrer bergartens karakter.
I botanikken kaldes de knopper a. som hos visse planter
findes over eller ved siden av hovedskuddet i et og
samme bladhjørne. De tjener som reserveorganer i
tilfælde av at hovedskuddet dør. Betegnelsen a. har ogsaa
været anvendt om særlig omdannede plantedele som
ranker og torner og paa haardannelser overhodet.
Accide′ns[aks-]. 1. (Filos.). En tilfældig egenskap ved
en substans, i motsætning til attribut: en egenskap som
ikke skilles fra substansens væsen. — 2. (Boktr.). Mindre,
tilfældige arbeider som visitkort, løpesedler, regninger etc.
Accide′nser [aks-](lat.), uvisse indtægter.
Acci′pitres, se Rovfugler.
Accīser [aks-], forbruks- og transportavgifter, navnlig
av indførte varer, i nutiden endnu i flere lande brukelige
forbruksavgifter, avkrævet inden landets grænser, til
forskjel fra told, som altid og overalt er en avgift av en
over landegrænsen indført vare. A. var oprindelig en
indtægtskilde for byerne, men efterhaanden blev de en
indtægtskilde ogsaa for provinser og stater. A. fandt
især utbredelse i de tyske og de skandinaviske lande
samt i Nederlandene, Frankrike og England, hvor de
kaldtes excise duties. I Danmark og Norge blev
opkræverne kaldt «cisemestre». Systemet naar i Danmark og
Norge sin endelige utvikling i toldrullerne av 1762 og
1768, men i Norge ophørte de 1814.
A′ccius (Attius), Lucius (170—ca. 90 f. Kr.),
regnedes av romerne for deres største tragiker. Av hans
verker, som ogsaa omfatter lærde litteraturhistoriske
skrifter paa vers, er blot levnet ubetydelige brudstykker.
Accolade [akålád]. 1. Oprindelig den omfavnelse
hvormed en ny ridder hilstes ved ridderslaget; senere
selve ridderslaget. — 2. (Mus.). De klammer som
forbinder to og. flere stemmer eller systemer i noteskrift.
Accompagnato [akkompañáto] (ital.), sangrecitativ
med fortløpende akkompagnement, motsat
seccorecitativet.
Accouchør [akuš′r] (fr.), fødselshjælper.
Accorescendo [akrešéndo], se Crescendo.
Accerington [æ′kringtən], England, fabrikby i
Lancashire, 8 km. øst for Blackburn, 45 000 indb.
Bomuldsvæverier.
A′cer, Acerāceæ, se Løn, Lønfamilien.
Acerbi [atšérbi], Giuseppe (1773—1846), den første
ital. reisende som besøkte de skandinaviske lande. Hans
verk: «Travels through Sweden, Finland etc. to the
North Cape» (London 1802) beskriver en reise i 1798
—99 til Danmark, Norge, Sverige og Lappland.
Acerra [atšérra], Italien, by med bispesæte i prov.
Caserta, 15 km. fra Neapel eller Vesuv. Mineralske
kilder. 16 000 indb.
Acetāl (ætylidendiætylæter) dannes ved oksydation
av alkohol og findes bl. a. i raaspiritus og vin.
Farveløs væske, litt opløselig i vand, kokep. 1043; sp. v. 0.82.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
