Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81
dog plebeierne tilkjæmpet sig de fleste av patriciernes
rettigheter. Men nu utviklet der sig en ny a. av de
rike patriciere og plebeiere (nobiles), som alene
indehadde de høieste statsembeder samt senatorernes pladser.
— Ogsaa hos germanerne findes tidlig visse slegter som
ved fødsel og rigdom rager op over de øvrige. Blandt
dem valgtes høvdinger (principes) og konger. Denne a.
var ikke knyttet til jordbesiddelse, da stammen endnu
ikke hadde fast bopæl. — Forskjellig herfra er
iensadelen, som opstaar efterat germanerne er trængt ind
i Romerriket, særlig fra det 9 aarh. av. Den
forekommer først i Frankrike, senere i Tyskland og de øvrige
europæiske lande. 877 maa Karl den skaldede av
Frankrike indrømme arvingerne ret til at faa farens len. 1028
proklameres det samme for Tysklands og 1037 for
Italiens vedeoommende. Mens dette adelskap forpligter til
krigstjeneste, fik det 14 aarh. brevadel, som uten
krigspligt dog hadde del i de adelige forrettigheter. —
Adelen blev snart kongemagtens farlige motstander,
særlig i Frankrike, hvor kongehusets yngre
medlemmer blev dens førere. Først under Ludvig XIV kuedes
den og blev til en hofadel, uten politisk indflydelse. Denne
hofadel, «noblesse d’épée», maatte dog finde sig i at
stilles jevnsides med «noblesse de robe», en civil
embedsadel som mot en aarlig avgift, «épaulettes», fik gjort
sine embeder arvelige. Natten til 4 aug. 1789 opgav
adelen alle sine særrettigheter, og snart ophævedes ogsaa
titlerne marquis, greve, hertug o.s. v. Under Napoleon I
faar Frankrike 1806 en ny a., især omfattende høie
civile og militere embedsmænd. Under restaurationen
1815—30 oprettes atter en arveadel; men 29 febr. 1848
ophævedes endelig alle adelige forrettigheter, mens de
adelige titler blev staaende. I England danner
allerede i angelsachsisk tid de krigerske godseiere en
privilegert klasse hvis medlemmer er kongens
haandgangne mænd («thegner»). Ved erobringen 1066 indtar
en normannisk a. den angelsachsiske a.s plads, og det
franske lensvæsen indføres med visse ændringer til for
del for kongemagten. Dog viser denne nye a. sig
mægtig og stridbar, indtil den oprives ved rosekrigene (1455
—B85) og ydmyges av Tudorerne. I det 16 aarh. danner
der sig paa den gamles ruiner en ny a. av mere blandet
herkomst. Hovederne for de høiere engelske adelsslegter
har sæte i overhuset, en værdighet som er arvelig. Da
det skotske parlament 1707 blev slaat sammen med det
engelske, bestemtes det derimot at de skotske peers
skulde repræsenteres i overhuset ved valg; den irske a.
repræsenteres derimot ved overhusmedlemmer som er
valgt paa livstid av kongen. Høiadelens titler er hertug,
marquis, jarl, vicomte, baron; men de tilkommer kun
ættens hoved, mens dens øvrige medlemmer, bortset fra
visse høflighetsundtagelser, ingen titler eller andre
forrettigheter har. En peer (ættehovedet) tiltales «Mylord
el. «Deres herlighet» («Your lordship»), hertugerne dog
«Deres naade» («Your grace»). Den lavere a. fører titel
av baronetter. De har ikke sæte i overhuset. Endelig
regnes i en viss forstand til adelen medlemmerne av de
britiske ridderordener («knights»); men adelskapet er
her kun personlig, ikke arvelig. Baronet og knight
tiltales «Sir» (hvorpaa uvægerlig maa følge fornavnet). —
I Italien svang i det 15 aarh. flere rike borgerfamilier
el. condottiereslegter, f. eks. Mediceerne i Firenze og
Sforzaerne og Viscontierne i Milano, sig op til fyrstelig
værdighet, og kom saaledes til at hæve sig over de gamle
adelsslegter, som regnet sin herkomst fra romertiden
eller fra indvandrede barbarers stammehøvdinger. —
I Tyskland opnaadde den riksumiddelbare a. som
stod direkte under keiseren, efterhaanden suverænitet
og dannet et særskilt kollegium paa riksdagen. 1806
blev denne a. undergit de større suveræne fyrster, men
Adel
82
søker dog endnu at skille sig ut fra den øvrige a. —
I Rusland bestod den gamle a., bojarer og knjæser,
indtil revolutionen i 1917; den levet navnlig som
godseiere. I 18 aarh. antok mange av disse adelige de
vesteuropæiske adelstitler, fyrster, grever og baroner. Peter
den store oprettet en ny a., som han inddelte i 14
rangklasser. Mange av de russiske adelsslegter er av tartarisk
og kaukasisk oprindelse. I Østersjøprovinserne stammer
de for en stor del fra tyske og svenske indvandrere. —
I Polen var adelen meget talrik, og «magnaterne»
hadde, likesom i Ungarn, den avgjørende indflydelse
paa riksdagen. I Norge fandtes der før landets
samling under Harald Haarfagre et aristokrati av
høvdinger, jarler og konger; men en a. i egentlig forstand
opstaar først i middelalderen og utgaar fra de gamle
høvdinge- og herseætter, idet disse gaar i kongemagtens
tjeneste som lendermænd og hirdmænd.
Lendermandsklassen opnaadde ved midten av det 12 aarh. stor magt
paa kongedømmets bekostning, men blev kuet av Sverre,
som grundla det senere sterke norske kongedømme.
Ikke desto mindre utviklet adelen sig raskt netop i det
13 aarh. Den opnaar nu ledingsfrihet og andre
forrettigheter som snart blir arvelige, likesom den har en
høiere personlig ret end almuen, og i indbyrdes trætter
alene svarer for hirdens og kongens domstol. Til
gjengjæld maa den gjøre krigstjeneste i fuld rustning og
delvis tilhest. Paa riksstyrelsen faar adelen indflydelse
gjennem hirdmøtet, riksmøtet og særlig gjennem
kongens raad (riksraadet), av hvilket lendermændene er
selvskrevne medlemmer. 1277 indførte Magnus Lagabøter
et slags riddervæsen. Lendermændene kaldtes nu
baroner og skutilsvendene riddere (milites). Begge fik
tiltalen herre (dominus). De lavere hirdklasser (hirdmænd,
gjester, kjertesvender) samt adelens og geistlighetens
ledingsfri tjenere dannet tilsammen en lavere a., som
tildels kaldtes sveinar á vápn (armigeri). 1308
avskaffedes lendermandsværdigheten, som skulde bortfalde med
de daværende indehaveres død. Dog viser adelen sig
kraftig endnu under det første avsnit av unionen med
Sverige og avtvinger gjentagne ganger den fælles konge
indrømmelser til Norges fordel; men den økonomiske
tilbakegang som fulgte paa mandedøden, virket opløsende
paa aristokratiet. Lavadelen sank ned i bondestand, og
de høiadelige ætter, som søkte at holde sig oppe ved
indbyrdes giftermaal, visnet hen og utdøde. Arvedøtrene
giftedes med fremmede, svenske, danske eller dansktyske
adelsmænd. Denne utvikling ender paa reformations
tiden med den gamle norske høiadels forsvinden. I det
16 og første halvdel av det 17 aarh. utvikler der sig
imidlertid en ny adelig stand, den saakaldte
dansknorske, hvis fornemste ætter stammet fra Niels
Henrikssøns og fru Inger Ottesdatters 5 døtre i deres egteskap
med danske adelsmænd. De øvrige var dels norske
lavadelige ætter fra middelalderen som paany søkte at
hævde sin adelige værdighet, dels indflyttere. Denne a.
optraadte i tiden fra reformationen til enevældet paa
herredage og stændermøter som riksstand og opnaadde
betydelige forrettigheter, deriblandt skattefrihet ikke
alene for sig selv personlig og sine sætegaarder, men
ogsaa for sine ukedagsbønder. Den eiet i beg. av det
17 aarh. 1/s av landets jordskyld. Efter enevældets
indførelse (1660—61) sank den hurtig ned i fattigdom og
utdøde. Under enevældet anerkjendtes vistnok flere
familier, tildels ogsaa av borgerlig stand, som adelige;
men den i 1679 oprettede norske lensadel bestod kun
av 2 lensgrever og 1 lensbaron. Ved grundloven av 1814
(§ 108) blev oprettelsen av nye grevskaper, baronier,
stamhus og fideikommisser forbudt, og 1821 ophævedes
endelig alle adelige titler og privilegier. — I Danmark
utgaar adelen dels fra vederlaget (d. e. hirden), dels fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
