Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
større utstrækning farbare. Nu gaar der ogsaa
dampskibe paa de større sjøer. Fra mange av kystbyerne
fører jernbanestubber indover; længere linjer danner
brudstykkerne av de fremtidige overlandsruter: I
Algeriet allerede over Atlas til de første ørkenoaser (en
transsaharisk jernbane), Ægypten—Kaplandet (i Ægypten
Afrika
stykkevis helt op til ovenfor Kartum, hvorfra den far- ]
bare Nil kan overta transporten, i Sydafrika forbi
Buluwayo, Matabelelandet, over Sambesi og gjennem
Nordvest Rhodesia frem til det sydøstligste hjørne av
Kongostaten og til Kongoelvens øvre farbare løp), i Østafrika ]
linjer til Victoria- og Tanganjikasjøerne, at fortsætte til
Kongo, hvis stryk saavel i kystrandbergene som i
øvreløpet, herunder indsjøplataaet, omgaaes av jernbaner
(Matadi—Stanley Pool, Stanleyville—Ponthierville, Kasongo
—Kongolo). Forøvrig følger færdsel og førsel i det indre
A.fremdeles karavaneveier, hvor enten kamelen (i
Nordafrika til Sudan) eller den av okser trukne vogn,
sjeldnere hest og æsel, i store dele av det tropiske A. bærere
besørger transporten. I Nordafrika er Tripolis og
Bengasi utgangspunktet for karavanerne til Sudan (Kuka
ved Tsad), fra de marokkanske havner samles veiene i
110
tat sigte paa erobringen av Madagaskar. Men helt til
1876 er de europæiske kolonier. i A. (brit., portug., fr.,
holl.) kun spredte omraader, av hvilke alene Algeriet,
de portugisiske vest- og østkyster og den britiske og
nederlandske kolonisation i Sydafrika har en nogenlunde
stor utstrækning. Det europæiske kolonialomraade
utgjorde i 1876 11.pet. av A.s overflate, efter aar 1900
utgjør det over 90 pct. «A.s deling» fremskyndedes
dels ved Stanleys opdagelse av Kongos løp 1877, dels
ved Tysklands indtræden i de koloniserende magters
kreds 1884. Nu (før krigen 1914 fg.) er Nordøstafrika
med undtagelse av Abessinien og nogen av de til dette
støtende kystlande under britisk herredømme, likesaa
Sydøstafrika, naar det portugisiske kystland indenfor
Mosambikkanalen undtages. Kun tysk Østafrika skiller
det britiske indflydelsesomraades to store hoveddele fra
hverandre. Nordvestafrika ligger under fransk
indflydelse med undtagelse av en Spanien tilhørende
kyststrækning indenfor de Kanariske Øer og Marokkos kyst
) ved Middelhavet (dels spansk, dels internationalt
om-Tafilelt syd for Atlas, hvorfra kursen lægges for Tim- ]
buktu ved Niger. I Nordafrika lægger vi ogsaa merke
til den store pilegrimsvei fra Marokko til Mekka. I det
tropiske Sydafrika er vigtige karavaneveier linjerne Loanda
—Kimbundu (jernvei Loanda—Malange) og videre til ]
Mussuimba i Kongostaten, og andre fra vestkysten
utgaaende, som i det indre møter arabernes handelsveier
fra østkysten, av hvilke den mest befærdede har utgaat
fra Sansibar (Bagamoyo) til Mpuapua, hvor den optok
de store elfenbenskaravaner østfra, fra Tabora og egnene ]
om de store indsjøer. For en ikke liten del nøier
handelsomsætningen sig med lokale markeder og utvikler
sjeldnere større handelsmidtpunkter. Enkelte av
Nordafrikas markeder som Ghat, Ain Salah, Mursuk,
Ghadames har dog ikke liten omsætning, og foruten de
allerede nævnte handelsknutepunkter kan ogsaa nævnes ]
Harrar (nær jernbanen Djibuti—Ankober) for Galla- og ]
Somallandene, Kong i Vestsudan (Elfenbenskysten) o. a.
Som penger gaar i store dele av Nordafrikå Maria
Theresia-daleren (særlig med aarstallet 1780). I
Vestsudan brukes som penger kaurimuslingen fra Malediverne.
Salthandelen spiller en stor rolle bl. a. i Abessinien
(Sokota i nordøst), hvor saltstænger brukes som
betalingsmiddel. — Av jordens landtelegrafnet (omtr. 2 mill.
km. linjelængde) falder paa A. bare omtr. 100 000 km.
(0.53 km. paa 100 km.²). Av overlandslinjer vil den
første bli den meridionale Kairo—Kapstad-linje via Ujiji.
For kabelforbindelserne gjør de, afrikanske øer stor
nytte som støttepunkter. Der løper kabler langs kysterne,
paa sine steder (nordvestkysten) den ene utenfor den
anden, ytterst Europaforbindelsen over Azorerne,
Kapverdiske Øer, Ascension, St. Helena, Kapstaden. I øst
tjener Mauritius forbindelsen (via Cocosøerne) med Java
(forbindelsen med Indien gaar over Aden (Arabien)).
Fra Cocosøerne sidegrener til Perth (Australien), over
Azorerne forbindelse med Nordamerika, mens fire
direkte linjer forbinder A. med Sydamerika. — A.s
nuværende politiske inddeling er fremgaat av den
europæiske kolonisation. Denne begynder 1402 med
spaniernes besættelse av de Kanariske Øer. I 1415 begyndte
den portugisiske kolonisation med besættelsen av Ceuta.
Allerede 1454 hadde Portugal faat pavelig brev paa
herredømmet over de afrikanske opdagelser. I
begyndelsen av 17 aarh. sætter imidlertid først hollændere,
saa englændere og franskmænd sig fast i Øvreguinea og
Senegambien. (Ogsaa Danmark-Norge bygget forter paa
Guldkysten.) 1652 bygget hollænderne Godehaabsfortet,
av hvilket Kapstaden opstod. Allerede Richelieu hadde
raade). I midten av verdensdelen ligger Kongostaten
omgit av britiske, tyske, franske og portugisiske
besiddelser. Øvreguinea er stykkevis fransk, britisk og tysk
koloniland. Tripolis gik 1912 over fra tyrkisk i italiensk
besiddelse. Abessinien skilles fra det Røde Hav og det
Indiske Hav av italienske kolonilande, som falder i to
dele skilt ved mellemliggende fransk og britisk omraade.
Kun Abessinien og Liberia er at regne for suveræne
stater. Av øerne er Madagaskar og Réunion franske,
Mauritius og St. Helena britiske, de Kapverdiske Øer
og Madeira portugisiske og de Kanariske Øer spanske,
øerne i Guineabugten dels spanske, dels portugisiske. —
btforskning. A. kaldtes i den ældste tid Libyen,
et navn som fra først av kun gjaldt om den Ægypten
nærmest liggende del og kan føres tilbake paa et
folkenavn Lbu (Lehabim i folketavlen 1 Mos. 10, 13). Paa
en lignende maate har navnet A. fra først av kun været
punernes (karthagernes) og efter dem romernes navn
paa det Karthago nærmest liggende landskap, provinsen
Africa, sandsynligvis efter folkestammen afrierne. Meget
av A. har været kjendt av oldtidens kulturfolk
(ægyptere, fønikere, araber, grækere, romere), men er senere
gaat i glemme. 600 f. Kr. skal A., efter hvad Herodot
vet at fortælle, være omseilet av fønikere efter
foranstaltning av farao Neko. Særlig erhverver araberne sig
kjendskap til store dele av Nord- og Østafrika, efterat
de begynder sine erobrings-, missions- og handelstog i
begyndelsen av middelalderen. Med portugisernes
sjøfærder med Indien som maal begynder i det 15 aarh.
A.s kyster at træde tydeligere frem. 1471 naadde
portugiserne Øvreguinea, 1485 Kongos munding, 1486 Kap
Gode Haab, 1498 møttes Vasco da Gama med arabere
paa østkysten av A. nord for Mosambikkanalen.
Dermed var kystlinjen nogenlunde fastslaat. Men det blev
længe kun med besættelsen av punkter paa kysten, kun
kjøbmandsinteresse (slavehandel!) eller missionsiver
foranlediget et og andet sted en indtrængen i det indre
land. Først med grundlæggelsen av det «Afrikanske
selskap» i London 1788 begynder den videnskabelige,
maalbevisste og planmæssige utforskning av A. Paa
dette tidspunkt kjendtes indenfor en smal kyststripe,
som var noget bredere end Atlaslandene, i Øvreguinea
og ved Kongokysten, kun Ægypten, Nubien og
Abessinien, Senegambien og Kaplandet, dog langt fra i disse
landes nugjældende omfang og med store huller i
kjendskapet. Tiden fra 1788 til 1830 er optat med
utforskning av Niger (Mungo Park 1795 flg., Clapperton (d. 1827)
og hans tjener Lander 1830). Efter en tid med
langsommere fremgang (Rüppell og brødrene d’Abbadie i
Abessinien, Moffat i Sydafrika, Rebmann og Krapf 1848
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
