Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
des derfor som opsamler for elektrisk energi. Ved en
a.s kapacitet forstaaes produktet av den maksimale
utladestrøm og det antal timer denne strøm kan uttages.
Kapaciteten maales i ampèretimer og betegner direkte
den elektricitetsmængde som a. avgir. Danner man
produktet av a.s spænding, strømstyrke og utladetid, faaes
det elektriske arbeide, som maales i watt-timer. I
praksis anvendes nu udelukkende bly-a. og den
alkaliske a. Bly-—a. bestaar av en blyplate overdraget med
blysuperoksyd (positiv pol) og en metallisk blyplate
(negativ pol) i fortyndet svovelsyre som elektrolyt. Den
elektr. strøm spalter ved utladningen svovelsyren, og
Negativ elektrode
til blyakkumulator.
Positiv elektrode til
blyakkumulator.
Sammensætning av
platerne i en alkalisk
akkumulator.
Blyakkumulator,
færdig montert.
den aktive masse i polplaterne omdannes efterhvert til
blysulfat. Naar denne omdannelse har naadd et visst
stadium, synker elementets spænding (elektromotoriske
kraft) raskt, det er utladet. Ved hjælp av en
strømfrembringer (generator) kan man nu lade a. paany ved
at sende en elektr. strøm gjennem den. Denne strøm
polariserer platerne paany, idet blysulfatet ved de to
plater omdannes henholdsvis til blysuperoksyd og bly,
mens der gaar svovelsyre over i væsken, hvis egenvegt
derfor stiger eftersom ladningen skrider frem. Bly-a.
er opfundet av Planté i 1859. For at forøke den kemisk
virksomme masse i platerne og dermed a.s kapacitet
ladet og utladet han a. gjentagne ganger, hvorved det
massive bly forandredes til en svampagtig masse. I 1881
fandt Faure paa at støpe platerne som gitter og fylde
aapningerne med en deig av blyoksyd og svovelsyre; en
eneste opladning er da tilstrækkelig til at forvandle
denne deig til en aktiv masse. De første a. var litet
holdbare, først omkring 1880 fandt man brukbare modeller.
Akkumulatorbatteri
152
Syren har en egenvegt 1.17—1.23 (23—31 pct. svovelsyre).
Under ladningen stiger den elektr. spænding til ca. 2.7
volt. Overlates a. saa til sig selv, synker spændingen
til 2.1 v., og under utladningen først langsomt til 1.9 v.,
derpaa hurtig. Naar den er sunket til 1.85 v., bør a.
lades paany, hvis den ikke skal ta skade. Lade- og
utladestrøm maa ikke være over 1 à 2 ampère pr. kg.
elektrodevegt. Den effektive kapacitet er omkring 9
ampèretimer pr. kg., den specifike energinængde
omkring 17 watt-timer pr. kg., effekten henimot 3 watt pr.
kg., nyttevirkningen 80—90 pct. De positive plater regnes
at holde ut i 3 aar, de negative i 10 aar. MDisse taler
gjennemsnitstal og varierer meget for a. av forskjellige
typer. — Alkaliske a. patentertes i 1899 av svensken
Jungner og noget senere av Edison. Disse a. har en
positiv pol bestaaende av nikkelforbindelser, en negativ
pol bestaaende av en jernlegering, og en elektrolyt
bestaaende av kalilut. Elektrolyten forandrer sig ikke
under op- og utladningerne. Ladespændingen stiger fra
1.4 volt til 1.75 v. pr. celle. Utladespændingen er i
middel 1.2 v. I motsætning til bly-a. taaler de alkaliske
a. at staa uanvendte 1 lang tid, de taaler ogsaa bedre
kortslutninger og overladninger og er i det hele ikke
saa ømfindtlige. Da de dertil er lettere i vegt i forhold
til den energi de kan opsamle, har de faat særlig
anvendelse som transportable a., ved elektr. vogner, baater,
jernbaner m. v. og som tændbatterier for
eksplosionsmotorer.
Akkumulātorbatteri er en række serieforbundne
akkumulatorer. A. anvendes i stor maalestok ved
elektricitetsverker for likestrøm, idet akkumulatorens
egenskap at kunne opmagasinere elektricitet til den skal
brukes, her kommer til stor nytte. Saaledes vil man
paa et elektricitetsverk paa den tid av dagen da
forbruket er mindst, benytte den disponible kraft til at
oplade a. og atter nyttiggjøre denne, naar forbruket har
naadd sit maksimum. Herved opnaaes ikke blot den
fordel at man kan nøie sig med mindre maskinkraft,
men man kan ogsaa la batteriet alene overta
natforbruket i visse tilfælde, og i den tid la alle maskiner
staa stille; desuten blir den i verket beroende
maskinkraft bedre utnyttet, idet maskinerne under opladningen
av a., altsaa ved mindste forbruk, blir sterkere belastet
og saaledes arbeider med en bedre økonomi. For at
regulere a.s drift anvendes en saakaldt
elementveksler, ved hvis hjælp endel av de saakaldte
regulerelementer eller regulerceller enkeltvis kan ind- og
utskytes av strømkredsen. I almindelighet anvendes en
dobbeltelementveksler, som besidder to av
hinanden uavhængige kontaktarmer, utladearmen for
regulering av utladningen og ladearmen for
regulering av opladningen. Da regulerelementerne ikke utlades
saa sterkt som det øvrige batteri, bør de ogsaa lades
tilsvarende mindre, hvilket kan ske naar
dobbeltelementveksler anvendes. Undertiden sløifes dog ladearmen, og
man har da en enkeltelementveksler. Under
a.s utladning, altsaa i den tid da det deltar i det
almindelige forbruk, kan man ved regulering paa
elementveksleren la det ta mere eller mindre del i belastningen;
er der netop indskutt saa mange regulerceller at a.s
spænding er nøiagtig saa stor som maskinernes, vil det
forholde sig aldeles passivt, hverken avgi eller motta
strøm; indskytes flere celler, vil det derved bli tvunget
til at avgi strøm og delta i belastningen, i desto høiere
grad jo flere regulerceller der indskytes. Under
opladningen maa den ladende maskines spænding efterhaanden
forøkes med ca. 50 pct. over den normale; denne
forhøielse kan enten ske ved maskinen selv eller ved at
anvende en spændingsforhøier. Ved sporveisdrift
anvendes a. paa en noget anden maate. Det kaldes her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
