Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
1
utvandring fra Albanien under tyrkernes fremtrængen.
Det utgjør en selvstændig, meget eiendommelig gren av
den indoeuropæiske sprogæt og er sandsynligvis en
fortsættelse av de gamle illyrers sprog. Det har i tidens
løp mottat sterke paavirkninger fra nabosprogene, saa
at ordforraadet bærer et meget broget præg med
utallige latinske, romanske, slaviske, tyrkiske og græske ord,
for hvilke de nedarvede indoeuropæiske ord træder næsten
fuldstændig i skyggen. Det er temmelig stor forskjel
paa de nordlige (gegiske) og de sydlige (toskiske)
dialekter. Paa toskisk er infinitiven gaat tapt ved græsk
paavirkning. Fælles for alle dialekter er den efterhængte
bestemte artikel. Det meste av hvad der findes trykt
paa albanesisk, bortset fra optegnelser av folkeviser og
eventyr, er oversættelser av religiøse skrifter og av
Bibelen, det meste fra tiden efter 1800. Først i den nyeste
tid er der tilløp til utvikling av en nationallitteratur,
men et fælles skriftsprog er endnu ikke utdannet.
Skrifter av belærende indhold utgjør hovedmassen av hvad
der utkommer. Der findes ikke faa tidsskrifter og aviser,
for en stor del trykt utenfor Albanien. Av egentlige
digtere findes meget faa. Mest bekjendt er vel de to
brødre Naim be Frašsri (1846—1900) og Sami Bej Frašari
1850—1904). Av den sidstnævnte er dramaet «Besa»
(«Æresordet») overs. paa dansk av J. Østrup.
Albāni, ital. adelsslegt som stammer fra Albanien.
Til den hørte pave Clemens XI (1640—1721) og flere
kardinaler, saaledes Alessandro A., Winckelmanns
ven og beskytter, som i «Villa Albani» i Rom samlet et
værdifuldt kunstmuseum, som endnu for en del bestaar.
Slegten ntdøde 1852.
Albāni, Emma (eg. Lajeunesse), (1850—) f. i Kanada,
berømt sangerinde, antok navnet efter byen Albany,
hvor forældrene, fransk far og skotsk mor, bodde. Hun
er gift med direktøren for Covent-Garden i London
Ernest Gye og er sterkt knyttet til musiklivet der. Sang
under stor begeistring i Kristiania 1888.
Albāni, Francesco (1578—1660), ital. maler, f. i
Bologna. Hans utallige allegoriske billeder tilhører trods
ynde og elskværdighet den italienske kunsts forfaldstid.
Albāni, Mathias, far og søn, fra første halvdel av
det 17 til første halvdel av det 18 aarh, fortrinlige
fiolinbyggere fra Tyrol. Sønnen virket i Cremona og
Rom. Deres «Albanesere» stilles undertiden ved siden
av «Amatierne».
Albānien (alban. Skiperi, tyrk. Arnaut),
Balkanhalvøen, landskap som strækker sig fra det Adriatiske og
det Joniske Hav indover fjeldene til disses høideryg, til
Makedonien og Thessalien. Østgrænsen for det
selvstændige fyrstendømme A. (se nedenfor «Historie») løper
i like linje med kysten omtrent til Ochridasjøen. Kysten
har ingen gode havner, den opviser talrike strandsjøer,
er dels usund (malaria), dels tørt græsland, kun sjelden
kulturland (akrer, olivenlunder). Det indre er et vildt,
utilgjængelig bergland. De albanske fjelde (en
fortsættelse av de Dinariske Alper) danner rækker av graa
kalk- og dolomitmasser, tilgjængelige kun paa bratte
stier langs de dype gjel elvene gaar i gjennem
fjeldkjederne. En stor del av aaret er toppene dækket av
sne. Omkring Skutari-sjøn (356 km.²), som ligger paa
bhegge sider av grænsen, rikere land med oliventrær og
sydfrugter. Hovedelven er Drin, hvis ene kildeelv,
Sorte Drin, kommer fra Ochrida-sjøen (690 m. o. h.).
30 000 km.², 1 mill. indb. (albanesere). Landskapet A.
falder tildels sammen med oldtidens Illyrien og Epeiros;
i den tyrk. riksinddeling dækket det tildels vilajeterne
Janina, Skutari, Kossovo og Monastir. Byer: Prizren,
Skutari (med forhavnen San Giovanni di Medua) nær
sydenden av sjøen av samme navn, 35 000 indb., Dratsj
(Durazzo), hovedstad, 5 000 indb., Elbasån, hovedbyen i
Albani—Albano-sten
170
det indre, Avlona (Valona), bare 80 km. fra den
italienske kyst, med en rummelig bugt av det
Akrokarauniske Forbjerg (Kap Glossa) og vigtig for en eventuel
sperring av Adriaterhavet. Janina, Preveza, Tirana. —
Historie. Det moderne A. svarer hovedsagelig til
oldtidens Epeiros og Illyrien. Under folkevandringen trængte
slaviske stammer ind i stor mængde. I 7 aarh. erobret
serberne Nord-A., som indtil 1360 var en provins av
Storserbien. I 9 aarh. besatte bulgarerne Syd-A., men
blev fordrevet 1018—19 av byzantinerne. Fra da anvendes
betegnelsen A., især av byzantinerne. Fra 11 aarh. var
den gamle befolkning tildels atter selvstændig, en gren
av den byzantinske keiserslegt, Komnenerne, hersket i
Epeiros til 1318. Da tyrkerne 1431 erobret Janina,
begyndte A.s islamisering, dog var landet uavhængig
1443—77 under Skanderbeg (s. d.). Efter hans død blev
A. tyrkisk provins, og talrike albanere blev
muhammedanere. Det tyrkiske herredømme var dog overfladisk,
idet de rike albanske godseiere holdt sig uavhængige
som et slags feudalaristokrati. Albanernes kamplyst og
frihetstrang vernet dem noget mot overgrep; mange gik
i tyrkisk eller italiensk krigstjeneste. Først 1832 fjernet
tyrkerne den sidste indfødte albanesiske statholder og
begyndte at indordne A. under det almindelige statsstyre.
Navnlig skatteopkrævning og militærutskrivning
fremkaldte talrike oprør gjennem hele 19 aarh. Da
Berlinerkongressen 1878 gav dele av A. til Serbien og
Montenegro, dannedes en albansk liga av høvdinger, og oprøret
1880—81 dæmpedes kun ved et formelig felttog.
Abdul-Hamid II (s. d.) begunstiget A. sterkt, tillot utvidelse av
det lokale selvstyre og holdt livgarde av arnauter, som
i det hele bevarte en privilegert særstilling. Efter
revolutionen 1909 grep ungtyrkerne energisk ind mot A.s
nedarvede anarki, men deres planer om rikets
administrative og kulturelle enhet støtte paa sterk motstand,
særlig i det albanske krav om eget sprog i
undervisningen. Som følge av nye skattepaalæg og ny
rekruteringslov utbrøt opstande, som til stadighet bandt
store hærstyrker. Trods stor eftergivenhet fra tyrkisk
side kunde opstandene ikke kues, og den derved
aabenbarte svakhet i det ungtyrkiske statssystem gav signalet
til den første Balkankrig (s. d.) okt. 1912. Nov. s. a.
proklamertes A.s uavhængighet i Valona. Stormagterne
blev enige om at gjøre A. til et uavhængig fyrstendømme,
men dets meget vilkaarlige grænser vakte sterk misnøie
i Serbien og Grækenland. Til regent valgtes fyrst
Wilhelm av Wied. Mars 1914 tiltraadte han regjeringen,
men indre uroligheter, tildels foraarsaket av den
intrigante høvding Essad pasja (s. d.), tvang ham bort sept.
1914, og A. blev republik under Mustafa Bey som
midlertidig præsident. Allerede i nov. s. a. annekterte
Grækenland Epeiros, og landets tilstand blev efterhaanden ganske
anarkisk. Essad pasja, den mægtigste blandt de albanske
høvdinger, blev en tid præsident og søkte at organisere
et militærherredømme fra Durazzo. Juni 1915 besatte
serbiske og montenegrinske tropper det meste av A., og
italienerne gik iland i Valona. Jan.—febr. 1916, efter
Serbiens nederlag, besatte østerrikerne landet, og holdt
det til de selv okt. 1918, efter Bulgariens sammenbrud,
blev fordrevet av italienske, franske og serbiske tropper.
A.s politiske skjæbne er endnu wviss og vil bli avgjort
paa fredskonferansen i Paris 1919.
Albano Laziale, Italien, by i provinsen Rom, paa
den vestre skraaning av Albanerbergene ved
Albanersjøen, 25 km. sydøst for Rom. 8500 indb. Et yndet
sommeropholdssted for Roms indb. Vinavl
(Albanervinen var allerede berømt i oldtiden).
Albāno-sten kaldes en graa, grøngraa eller
lyserød tufbergart som forekommer i Albanerfjeldene i
Italien. Romerne brukte en varietet av denne bergart,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
