Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
Albīnos, hvitfødte, kaldes mennesker og dyr som
helt eller delvis savner farvestoffer (pigment) i hud,
haar og øine. Hudfarven er i regelen melkehvit, haaret
hvitt, øinene røde, da øiebunden skinner igjennem
regnbuehinden. De er oftest lysskye, da alt sterkere lys
irriterer øinene. |
Albion [æ′lbjən], det gamle keltiske navn paa
Storbritannien, betyder «Fjeldø» (av alp, sml. Alperne, og
keltisk inn, ø). Brukes nu bare poetisk.
Albionmetal, bly beklædt med et tinlag.
A′lbis, Schweiz, en 16 km. lang bergkjede vest for
Zürichersjøen (største høide 918 m.), ender i nord med
Ūtli (873 m.) like op for byen Zürich med jernbane
tiltops. Gjennem A. tunnel for jernbanen Zürich—sSt.
Gotthard. Ved sydenden Kappel, hvor Zwingli faldt 1531.
Ved vestfoten kuranstalten Albisbrunn.
A′lbis, latinsk navn paa Elben.
Al bisogno [al bisóño] (ital.), i nødstilfælde, navnlig
ved nødsadresser paa veksler.
Albi′t, en oftest hvit natronfeltspat, hvorav de
smukkeste krystaller findes paa St. Gotthard og øen Elba.
Se Feltspat.
Alblasserda′m, Nederlandene, by i prov. Sydholland,
mellem Merwede og Lek, 5 km. nord for Dordrecht,
6 000 indb. Skibsverfter.
A′lboin blev 561 efter faren Audoin langobardernes
konge, beseiret og dræpte gepiderkongen Kunimund og
tok hans datter Rosamunde tilegte. 568 erobret han
Italien indtil Tiberen og myrdedes 573 av Rosamundes
elskere Helmiges og Peredus, fordi han i drukkenskap
hadde tvunget hende til at drikke av hendes fars
hjerneskal.
Albōni, Marietta (1823—94), senere grevinde Pepoli
og senest gift med en fransk officer Ziéger, en italiensk
altsangerinde som var elev av Rossini og endnu langt
op i aarene 1860—70 vakte stor begeistring paa
operaerne i London, Paris, Amerika m. fl. st.
Albornōz, Gil Alvarez Carillo (omtr. 1300—67),
deltok som erkebiskop av Toledo i krigene mot
maurerne. Senere maatte han paa grund av Peder den
grusommes hat flygte til Avignon og utnævntes i sin
landflygtighet av pave Clemens VI til kardinal. Innocens VI
gjorde ham til pavelig legat i Italien; efter Rienzis fald
fik han oprettet orden i Rom, ordnet ogsaa forvaltningen
i Kirkestaten (de ægidianske konstitutioner) og gjorde
det herved mulig for paven at vende tilbake til Rom 1367.
Albrecht (tyske konger). A. I (omkr. 1250—1308),
ældste søn av kong Rudolf I av Habsburg, blev 1282
hertug av Østerrike, Steiermark og Krain og 1298 tysk
konge. 1308 myrdedes han paa et tog mot schweizerne
av brorsønnen Johan (Parricida). — A. II (1397—1439),
søn av hertug Albrecht IV av Østerrike. Han egtet
keiser Sigismunds datter Elisabeth og blev efter hans
død 1437 konge i Böhmen og Ungarn. 1438 valgtes han
til tysk konge. Død paa et tog mot tyrkerne.
Albrecht av Brandenburg. 1. A. I der Bår
(1100—70), første markgreve av Brandenburg, søn av
Otto den rike av Ballenstedt, forlenedes 1125 med
Lausitz og blev 1142 markgreve av Brandenburg. Kjæmpet
med venderne, som han kristnet og fortysket; han er
grundlæggeren av Brandenburgs magt. — 2. A. III
Achilles (1414—86), kurfyrste av Brandenburg, den
første kurfyrste av det Hohenzollernske hus, søn av
Friedrich I, blev 1440 fyrste av Ansbach og 1464 av
Bayreuth. 1470 kurfyrste av Brandenburg. Han
utmerket sig baade som kriger og statsmand. 3. A.
Alcibiades (1522—57), markgreve av Brandenburg,
søn av markgrev Kasimir, styrte først under
formynderskap landet, som han senere forøket med
Kulmbach-Bayreuth. Deltok, skjønt protestant, paa keiser Karl V’s
Albinos—Albrecht
|
176
side i den schmalkaldiske krig. Senere kjæmpet han
snart imot og snart for Karl V og laa desuten i evig
feide med de geistlige og verdslige fyrster i det vestlige
Tyskland. 1554 blev han sat i rikets akt og flygtet til
Frankrike. 1556 vendte han tilbake til Tyskland og
døde i Pforzheim.
Albrecht (1489—1545), kurfyrste av Mainz og
erkebiskop av Magdeburg, yngste søn av kurfyrst Johan
Cicero av Brandenburg, blev 1513 erkebiskop og 1514
kurfyrste. Han beskyttet avladshandelen og blev
derved ophavsmanden til Luthers fremtræden. Han var i
stadig gjæld, men viste sig ganske tolerant.
Albrecht av Mecklenburg (omtr. 1340—14192),
konge av Sverige, søn av hertug A. den ældre og Eufemia,
søster av den svenske konge Magnus Smek. 1363 valgte
den svenske adel ham til konge i Sverige. Han
begunstiget tyskerne og maatte derfor avgi næsten hele sin
magt til det svenske riksraad. Da han 1386 ved Bo
Jonssons død søkte at sætte sig i besiddelse av alle
dennes eiendomme og i det hele tat at faa de av adelen
røvede krongodser tilbake, vendte stormændene sig til
Margrete av Danmark. Hun mottok den svenske adels
hyldest, og efterat A. 1389 var blit slaat og fanget ved
Aasle, sat han i fangenskap paa Lindholm slot indtil
1395. 1405 opgav han sine fordringer paa den svenske
trone og vendte tilbake til Mecklenburg.
Albrecht av Mecklenburg. 1. A. den ældre
(1317—79), hertug av Mecklenburg, søn av Henrik Løve,
hvem han 1329 efterfulgte i regjeringen, ophøiedes 1348
til hertug og blev 1358 desuten greve av Schwerin. Han
deltok i kampen mot Valdemar Atterdag, hvis ældste
datter var gift med A.s ældste søn Henrik. Hans forsøk
paa at skaffe dette egtepars søn Albrecht den yngre den
danske trone mislykkedes. — 2. A. III, se A., konge av
Sverige. — 3. A. den yngre (se ovenf.), blev 1371
bestemt til Valdemar Atterdags efterfølger som Danmarks
konge og antok denne titel ved morfarens død 1375.
Død 1388. — 4. A. VII (1503—47), egtet 1524 Anna av
Brandenburg, en søsterdatter av Kristian Il av Danmark,
og lot sig 1535 av lübeckerne lokke til Danmark for
sammen med grev Kristoffer at lede kampen til fordel
for Kristian II under grevefeiden. Han utrettet intet,
maatte 1536 ydmyge sig for Kristian III og forlate
Danmark. t
Albrecht den store (1236—79), hertug av
Braunschweig, søn av hertug Otto puer, dattersøn av Valdemar
den store av Danmark, var riksforstander i Danmark
1262—63 under Erik Klippings fangenskap.
Albrecht av Preussen (1490—1568), første hertug
av Preussen, søn av markgrev Friedrich av Ansbach,
blev 1511 stormester for den tyske ridderorden, men
antok 1525 lutherdommen og erklærte ordensregjeringen
for ophævet, samtidig med at han gjorde sig selv til
arvehertug av Preussen under polsk lensoverhøihet. 1544
stiftet han universitetet i Königsberg. Kjæmpet med
adelen, ordensridderne og bønderne.
Albrecht av Sachsen, den modige (1443—1500),
hertug av Sachsen, søn av kurfyrst Fred. den sagtmodige,
bortførtes 1455 sammen med broren Ernst (se
Prinserovet). Understøttet keiser Fredrik III mot Karl den
dristige. 1498 blev han arvestatholder i Friesland. Stifter
av den Albertinske linje.
Albrecht (1865—), hertug av Württemberg, t.
feltherre, tilhører den katolske linje av huset Württemberg
og var tronarving fra 1903 til han gav avkald paa tronen
1918. Han fik en militær utdannelse, blev 1898 general,
1906 chef for 11te armékorps, 1908 for 13de
(württembergske). Da Verdenskrigen brøt ut 1914, blev han chef
for 4de armé, som rykket frem gjennem det sydøstlige
Belgien. 23 aug. slog han franskmændene ved Neuf-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
