Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189
men Berlinerkongressen 1878 fjernet atter Rusland fra
Tyskland. I Asien utvidedes Ruslands magt i Kaukasus
og Centralasien, og general Muravjev erobret Amurlandet.
Indenfor riket blev de fremmede folkeslag, bortset fra
polakkerne, godt behandlet, især finnerne, men den
liberale opposition kunde A. ikke tilfredsstille. Den mest
yderliggaaende fraktion, de ivrig agiterende «nihilister»,
skapte en terroristisk bevægelse som efter tyrkerkrigen
1877—78 ogsaa stræbte tsaren efter livet. Det var A.s
hensigt at la selvstyreorganerne munde ut i en slags fri
forfatning; men det drog ut, og terroristerne, som ikke
hadde kjendskap til hans planer, lot ham dræpe 13
mars 1881. — 3. A. III Alexandrovitsj (1845—94),
tsar 1881—94, søn av A. II, blev tronfølger ved sin
ældre bror Nikolais død 1865 og egtet 1866 Kristian
IX’s datter Maria Feodorovna (Dagmar). Ved farens død
bestemte han sig efter megen overveielse til at slaa
frihetsbevægelsen ned; den hellige synodes generalprokurør
Pobjedonostsev, som var en avgjort fiende av
vesteuropæisk tænke- og styresæt og ivrig russisk ortodoks og
patriot, blev hans vigtigste raadgiver. I Asien fortsatte
Rusland sine erobringer, østpaa i Mandsjuriet, mot
sydøst i Centralasien, omkr. 1885 under farlige rivninger
med England. I Europa skjærpedes motsætningsforholdet
mellem Rusland og Preussen-Østerrike ved Østrumeliens
forening med Bulgarien i 1885; da dette skedde uten
Ruslands medvirkning, maatte Alexander av Bulgarien
gaa av i 1886, men efterfølgeren, Ferdinand av
Koburg-Koháry, var et daarlig bytte fra Ruslands synspunkt.
I fælles følelse av isolation i Europa nærmet Frankrike
og Rusland sig hinanden, og politiske og militære
avtaler (1891 og 1893—94) gjorde dem til allierte. Indad
begyndte «russificeringspolitikken», især i
Østersjøprovinserne, hvor det gik ut over de tyske elementer,
og overfor jøderne. A. III var ikke saa begavet som sin
far, men yderst retlinjet og fast naar han først hadde
tat en beslutning. Den ydre fred og tilsyneladende indre
ro som hersket i hans tid, førte til en overvurdering av
Ruslands magt og tsarvældets soliditet. Efter længere
tids sygdom døde A., efter sigende meget betænkelig ved
at vite sønnen Nikolai (II) som sin vordende efterfølger.
Alexander av Battenberg (1857—93), fyrste av
Bulgarien 1879—86, søn av prins Alexander av Hessen.
Deltok som russisk officer i tyrkerkrigen 1877—78,
derefter i preussisk tjeneste. April 1879 valgte den
bulgarske Sobranje ham til fyrste. Uten politisk erfaring
søkte han at stanse partistridigheterne ved at
suspendere forfatningen 1881—83 og fik her Rusland med sig.
For at slippe ut av det russiske formynderskap sluttet
han forlik med de politiske partier sept. 1883, indkaldte
nationalforsamlingen og satte forfatningen av 1879 paany
i kraft. Da han efter revolutionen i Østrumelien sept.
1885 mottok dette lands tilslutning til Bulgarien uten
tsarens tilladelse, brøt denne med ham og hjemkaldte
de russiske officerer fra Bulgarien. Et større Bulgarien
Alexander
| lær i
var ogsaa mot Østerrikes og Serbiens ønsker, derfor ]
erklærte Serbien krig nov. 1885, men A. organiserte og
ledet sin hær med stor dygtighet og slog serberne ved
Slivnitzaa og Pirot. Efter fredsslutningen med Serbien
mars 1886 opnaadde A. forstaaelse med Tyrkiet og
stormagterne og blev paa 5 aar tyrkisk generalguvernør i
Østrumelien, hvis fuldstændige administrative forening
med Bulgarien han derefter fuldendte. Men ved russisk
hevnpolitik kom der istand en sammensvergelse av
officerer, som styrtet ham 21 aug. 1886 og tvang ham til
at forlate landet. En motrevolution kaldte ham 8 dage
efter tilbake, men da han ikke kunde forsone tsaren,
abdicerte han 7 sept. s. a. Han gik derefter i
østerriksk tjeneste som officer, egtet operasangerinden Johanne
Loisinger og tok navnet grev Hartenau. 1891 bevilget
) jugo-slavisk stat.
190
Bulgarien ham en apanage, og efter sin død blev han
bisat i Sofia, en erkjendtlighet som med rette skyldtes
hans store fortjeneste av landets enhet.
Alexander (1893—), konge av Grækenland 14 juni
1917, anden søn av Konstantin I (s. d.), besteg tronen
da denne efter henstilling fra ententemagterne hadde
forlatt landet. Premierministeren Zaimis (s. d.) søkte
forgjæves at komme til forstaaelse med Venizelos’
«nationale forsvarsregjering» i Saloniki, og, A. maatte derfor
henvende sig til Venizelos (s. d.), som 27 juni 1917 dannet
sit ministerium. A. lot derpaa Grækenland bryte med
centralmagterne (30 juni) og delta i krigen mot disse.
Den græske hær blev organisert og deltok sept. 1918 i
den avgjørende offensiv mot Bulgarien.
Alexander Johan I (1820—73), fyrste av Rumænien,
f. i Husz, tilhørte bojarslegten Cuza, blev 1858
krigsminister og kort efter hospodar i Moldau og Valakiet,
Efter at ha git de to fyrstendømmer en fælles
konstitution fik han Portens anerkjendelse til landenes union
under navn av fyrstendømmet Rumænien 1861. Efter
at ha gjort et slags statskup 1864 begyndte han en
kraftig reformpolitik, men litet forberedt som mange
av hans reformer var, vakte de sterk uvilje, og 1866
blev han styrtet. Døde i Heidelberg
Alexander Karageorgevitsj (1806—85), fyrste av
Serbien, søn av Kara Georg, Serbiens frihetshelt, gik i
russ. militærtjeneste og valgtes. 1843 til fyrste. Paa
grund av sin østerrikskvenlige politik blev han 1858
avsat, indvikledes i sammensvergelsen mot fyrst Mikael
1868 og idømtes 8 aars fængsel. Død i Temesvar.
Alexander I Obrenovitsj (1876—1903), konge av
Serbien 1889—1903, søn av kong Milan I (s. d.). Besteg
ved farens tronfrasigelse tronen under regentskap av
Ristiš (s. d.)o. a., erklærte sig ved et statskup for myndig
13 april 1893, kaldte faren tilbake og overdrog ham
styret. Mai 1894 ophævet han egenmægtig forfatningen
av 1889 og gjenindførte den mere konservative av 1869.
Indre ro formaadde han dog ikke at skaffe og var
upopuhæren. I farens fravær paa en reise egtet han
Draga (s. d.), en intrigant kvinde, redskap for russiske
planer. Herved blev A.s stilling svækket, og hans
egenmægtige indførelse av en mere frisindet forfatning
forsonet ikke stemningen. Et nyt forfatningsbrud mars
1903 hadde til hensigt at ordne tronfølgen til fordel for
en av dronningens brødre, og A.s stadig mere vilkaarlige
styre førte til en sammensvergelse av officerer. Natten
til 11 juni 1903 trængte lederne ind i konaken i Belgrad
og myrdet kongeparret, dronningens brødre og et par
ministre. Med A. utdøde huset Obrenovitsj.
Alexander (1888—), serb. kronprins, anden søn av
kong Petar I (s. d.), blev kronprins 1909, da broren
Georg (s. d.) paa grund av krigspartiets nederlag
overfor Østerrike maatte gi avkald paa sin arveret. Deltok
i Balkankrigene 1912—13 og blev efterhaanden
militærpartiets leder. 24 juni 1914 blev han paa grund av
farens sygdom prinsregent og deltok som saadan sammen
med Pašiš (s. d.) i mars 1916 i London i forhandlinger
med den britiske regjering om dannelsen av en forenet
Deltok okt.—nov. 1915 i tilbaketoget
fra Serbien, da landet blev erobret av tyskerne og
østerrikerne, og drog til Korfu med regjeringen og resterne
av hæren. Efter hærens reorganisation fulgte han det
seierrike felttog sept.—okt. 1918, hvorved Serbien atter
blev befriet.
Alexander III (1241—89), konge ]av Skotland, søn av
Alexander II og Maria de Coucy ļĮefterfulgte 1249 sin
far paa tronen og var den sidste paa mandslinjen av
den gamle skotske kongestamme, den kennethske. Han
overfaldt Suderøerne, som dengang stod under Norge,
og kom derved i krig med Haakon Haakonssøn, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
