Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231
Fiksland Elsass-Lothringen, fra 1918 atter fransk; jfr.
A.-Lorraine. [G6. Weill, «L’A. française 1789—1870»
(1916).]
Alsace-Lorraine [alzās-låræ′] (t. Elsass-Lothringen)
utgjorde før krigen 1870—71 helt eller delvis
departementerne. Rhin supérieure, Rhin inférieure, Moselle,
Meurthe, les Vosges. Om naturen se hvert av de to land.
Som del av det Tyske Rike utgjorde disse omraader en
administrativ enhet, rikslandet Elsass-Lothringen, 14 522
km.², 1 874 000 indb. (1910, tilvekst fra 1905;: 59,500),
129 pr. km.², altsaa noget tættere end Tyskland var i
gjennemsnit (1910: 120), og meget tættere end
Frankrike (74). Av befolkningen i det samlede omraade var
76 pet. katoliker, 22 pcet. protestanter og 30 500 jøder
(1.6 pcet.). Efter den tyske statistik hadde 200 000 fransk
som morsmaal (især i Lothringen). Tallet paa
fransktalende avtok bl. a. ved sterk utvandring til Frankrike,
ialt over 1/2 million, tallet paa tysktalende steg bl. a.
ved en sterk indvandring fra det øvrige Tyskland. I
Strasbourg oprettedes 1872 et tysk universitet, som
utstyrtes paa det rikeligste, bl. a. med et sjelden stort
bibliotek. Om næringslivet se hvert enkelt omraade,
likesaa byerne. «Rikslandet», der regnedes som en av
rikets stater, stod fra 1879 under en egen av keiseren
utnævnt statholder, som residerte i Strasbourg. I 1911
fik det egen forfatning, som gav det 3 repræsentanter i
forbundsraadet (det sendte 15 repræsentanter til
riksdagen), en landdag med to kamre. — Historie. Om
landenes historie før 1870
se Alsace og Lorraine.
Ved freden i Frankfurt 10 mai 1871 avstodes A.
undtagen Belfort samt tysk L. til Tyskland. I aug. 1870
opretteds et generalguvernement Elsass, hvorunder
senere ogsaa Lothringen stilledes. Generalguvernør var
først Bismarck-Bohlen, fra 1871 overpræsident v. Möller.
Der var i Tyskland stemning dels for en indlemmelse i
Preussen (Treitschke’, dels for dannelsen av selvstændig
forbundsland (Windthorst), men resultatet blev ved lov
3 juni 1871 et riksland Elsass-Lothringen, som indtil
1874 skulde regjeres direkte av keiseren og
rikskansleren, under hvem der stilledes en overpræsident i
Strasbourg med diktatorisk myndighet. Om folkets stemning
overfor anneksionen fandtes ingen tvil; 17 febr. og 1 mars
1871 protesterte de deputerte fra A.-L. i
nationalforsamlingen i Bordeaux kraftig mot avstaaelsen, og da den
tyske riksforfatning 1 jan. 1874 var indført, valgtes der
ved riksdagsvalget s. a. bare protestmænd. En
paalidelig sprogstatistik for 1871 mangler, men forholdet har
været omtrent som 1878, da der i Øvre-Elsass var 3.7
pet. fransktalende, i Nedre-Elsass 4 pct., i Lothringen
53 pct. Imidlertid var befolkningen aandelig og
økonomisk knyttet til Frankrike, og de førende samfundslag
hentet alle impulser fra Paris. Ved valget 1877 vandt
den moderate autonomist-gruppe frem, men nogen
egentlig svækkelse av den franske bevægelse betød dette ikke.
1879 gaves en ny forfatning, hvorefter overpræsidenten
i Strasbourg avløstes av en keiserlig statholder med et
ministerium; det repræsentative Landesausschuss fik kun
henstillende myndighet. Den første statholder var von
Manteuffel (1879—85), som trods utvilsom begavelse intet
kunde utrette. Forholdene var i mange henseender
gunstige, A.-L. overtok ingen del i Frankrikes statsgjæld,
og tyskerne arbeidet ivrig paa ophjælpning av landet,
men det ændrede marked skapte vanskeligheter, og
aandelig gjorde tyskheten ingen fremskridt.
Folkeoplysningen, som før 1870 lot meget tilbake at ønske,
forbedredes sterkt, og dyptgaaende konflikter paa dette
omraade som i Sønderjylland og Polen forebyggedes av
sprogfællesskapet. Hvor dyp kløften var mellem
nationerne, fremgik dog bl. a. av befolkningens stilling til
option og utyandring. Frankfurt-freden bestemte at alle
Alsace-Lorraine
232
indbyggere inden 1 okt. 1872 skulde erklære sig for
fransk eller tysk statsborgerskap; den som opterte for
Frankrike, maatte flytte til dette land, hvis ikke optionen
skulde bli ugyldig. Av 160 000 optanter utvandret før
1872 kun 50 000, men utvandringen fortsattes siden, og
der skal 1871—1914 ialt være utvandret ca. 1/2 mill.
De ikke utvandrede optanter behandledes som tyske
statsborgere, utskreves til krigstjeneste og straffedes som
desertører, hvis de uteblev. Manteuffels mæglende
politik bragte 1881 autonomisterne et nederlag, men
valgene 1884 og især 1887 viste atter sterk
protestbevægelse, og den nye statholder fyrst
Hohenlohe-Schillingsfürst (1885—94) slog derfor ind paa et kraftigere regime.
Alle foreninger som stod i forbindelse med den franske
patriotliga og som ikke optok tyske medlemmer, opløstes
1887, alle franske demonstrationer blev forbudt, franske
borgermestre erstattedes av tyske, og 1888 indførtes
under indflydelse av Schnäbele-affæren den berygtede
pastvang; 1889 indførtes overalt tysk retssprog. Valgene
siden 1890 har gjennemgaaende vist talmæssig
svækkelse av de egentlige protestmænd, uten at der dog
herpaa kan bygges noget avgjørende. Statholder
Hohenlohe-Langenbrug (1894—1907) forsøkte en noget mildere kurs,
som hjalp tyskheten frem; 1902 ophævedes
diktaturparagrafen fra 1874. 1903 grundedes det klerikale
elsass-lothringske parti, som arbeidet for en selvstændig
forfatning, og dette gjennemførtes ved lov av 31 mai
1911. Herved skaptes en landdag i to kamre, det ene
ralgt ved direkte valg, det andet bestaaende av
repræsentanter for geistligheten og universitetet, samt av mænd
valgt av keiseren. Landet fik 3 repræsentanter i
Bundesrat, som utpektes av statholderen. De elsass-lothringske
riksdagsmænd stemte med én undtagelse mot loven, som
ikke formaadde at bringe ro i landet. Under
statholderen von Wedel (1907—14) skedde gjentagne
krænkelser av franske elementer; især gav militærets
optræden i Saverne 1913 anledning til svære uroligheter.
Keiseren truet med undtagelseslove, og statholderen
v. Dallwitz (fra 1914) fik til program at optræde som i
et erobret land. Ved Verdenskrigens utbrud var
stemningen alt andet end fredelig; jevnsides med de franske
sympatier gik en speciel sydtysk elsassisk partikularisme,
som vilde gjøre A.-L. til en tysk-fransk brostat. Krigen
gav anledning til store forfølgelser; de franske aviser
undertryktes, civile deportertes, og haarde straffe idømtes
for ubetydelige forseelser. 30 000 tjenestepligtige
deserterte til Frankrike. 7 aug. 1914 faldt franskmændene
under d’Amade ind i A. fra Belfort og erobret 8 aug.
Mulhouse, men maatte opgi den igjen 10 aug. Længere
nordpaa tok de flere pas i Vogeserne. 14 aug.
begyndte Pau en ny offensiv, tok Mulhouse 19 aug., men
blev av begivenheterne i Belgien tvunget til tilbaketog.
Mot nord angrep Dubail og Castelnau, trængte 20—25
aug. ind i Lorraine, men led nederlag ved Sarrebourg.
Senere holdt franskmændene like til krigens slutning en
smal strimmel av A.-L. besat. Efter seiren ved St. Mihiel
sept. 1918 stod Metz en kort tid under de alliertes ild.
— Gjenerobringen av A.-L. hadde været fransk
merkesak like fra 1871, og det blev straks 1914 og ofte siden
kategorisk erklæret for krigens absolutte maal. Motsat
avviste tyskerne (endnu Hertling 1918) enhver tanke om
en avstaaelse eller blot en folkeavstemning. I Wilsons
14 punkter januar 1918 uttryktes kravet endnu uklart,
men efter Tysklands sammenbrud okt. s. a. sluttet alle
de allierte stater sig hurtig til Frankrikes forlangende
om en «désannexion», og efterat A.-L. ifølge
vaabenstilstandens bestemmelse var rømmet inden 21 nov,,
besatte franskmændene landet (Metz 19 nov., Strasbourg
25 nov.,, civile myndigheter smst. 8 decbr.) og overtok
styrelsen. De under revolutionen dannede arbeider- og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
