Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
285
ofte store og sterkt farvede bøiblade. Blomsterne har
honning, men mangler lugt, er tvekjønnede og
regelmæssige med bæger, krone og 6 støvdragere. Bær eller
kapsel. Herhen slegterne ananas, billbergia, æchmea,
brometlia, tillandsia og pitcairnia.
A′nanaskirsebær (bot.), bærene av physalis
peruviana, en enaarig urt av søtviderfamilien, hjemmehørende
i varmere egne av jorden. A. anvendes i husholdningen
kbkt i eddik og regnes for at være meget velsmakende.
Ananasolje, se Ananasessens.
Ananchtes kaldes en artrik slegt av utdøde
sjøpindsvin, som nærmest har lignet nutidens «sjømus» og
har været særlig talrik repræsentert i fortidens have,
at dømme efter de mangfoldige flintutstøpninger av
deres tynde kalkpansere, som findes navnlig i kridtet
(«forstenede sjøpindsvin»). Se pl. Forsteninger.
Ana′njev [-]ə[], Rusland, by i guv. Cherson, ca. 145
km. nordnordvest for Odessa, ca. 17 000 indb. Handel
med korn, frugt og vin.
Ana′pa, Rusland, by i Kaukasien, ca. 40 km. sydøst
for Kuban-elvens munding i det Sorte Hav, ca. 7 000
indb. Tidligere tyrk. fæstning, tre ganger erobret av
russerne og endelig avstaat ved freden til Adrianopel 1829.
Anapæ′st (græ.), en versfot som bestaar av to korte
og en lang stavelse (———)).
Anaradjapūra, Ceylon, i øens nordligste del,
storartede ruiner av den gamle hovedstad fra det 6 aarh.
f. Kr. Senere, fra ca. 300 f. Kr., et centrum for
buddhismen og en av dennes vigtigste relikvier, en av Buddhas
øientænder, blev flyttet til A. Talrike stensøiler og store
tempelruiner.
Anaripiggen, bekjendt fra Engebret Hougens digt
«Afskje mæ Høvringen». Anari muligens for ’en a(nd)re,
nemlig mellem «Karihaugen» og «Heimfjeldet», alle tre
koller i rad paa høidedraget vest for sætergrænden
Høvringen i Sel, Gudbrandsdalen. Fra toppen vid og
rakker utsigt.
Anarjokka, en av Tanas kildeelver, kommer fra en
række smaavande i den sydøstlige del av Kautokeino langs
grænsen mot Finland, flyter i nordøstlig retning, forener
sig med grænseelven Skieçamjokka, forandrer kort efter
retning og flyter som en bred strøm indtil den straks
øst for Karasjok kirkested forener sig med den fra vest
kommende Karasjokka. Efter sammenløpet benævnes
den Tana (s. d.). A. danner paa en strækning av
hened 8 km. grænsen mellem Norge og Finland. Flere
vakre vandfald (Ulvefoss, Portfoss, Øvre Storfoss m. fl.).
A. er fiskerik. Kan i hele sin længde befares med
elvebaat; dog maa baatene oftest trækkes over land ved
fossene.
Anarkī (græ.), eg. mangel paa styre; lovløshet,
forvirring. Anarkisk, herreløs, utøilet. Anarkist
kaldes den som kjæmper for statsstyrets avskaffelse og
derfor er en revolutionær fiende av det bestaaende
samfund. Sml. Anarkisme.
Anarki′sme, en politisk bevægelse rettet mot enhver
form av statsstyre og samfundsmyndighet, siden
1870-aarene utbredt til de fleste kulturlande. Dens ideal er
jen social tilstand hvor individets uindskrænkede
selvstændighet er gjennemført. A. har intet til fælles med
socialismen; den tar motsat denne sit utgangspunkt i
individualismens lære om den enkeltes ret og værd. Med
kravet paa at enhver skranke for individets frihet og
selvutfoldelse bør falde, tilsigter a. imidlertid ingenlunde
principielt og teoretisk at frembringe uorden, kaos. Den
tror tvertimot at kun den vil være istand til at berede
vei til den fulde sociale harmoni, til fred og
fordragelighet mellem de enkelte mennesker og mellem
samfundene. Den gaar ut fra at den naturlige nødvendighet av
et samliv vil bringe menneskene til frit at slutte sig
Ananaskirsebær—Anarkisme
286
sammen i grupper og i forbund av grupper, alt efter
tilbøielighet og behov. Saa vil jorden bli et paradis, hvor
forbrydelse, nød og undertrykkelse er banlyst, hvor
arbeidet ved en gjennemført rationel organisation av
produktion og fordelingsvirksomhet vil være indskrænket
til et mindstemaal, og hvor menneskene, besjælet av
broderkjærlighetens og sympatiens aand, vil hengi sig
til ædel livsnydelse og selvutvikling gjennem videnskap
og kunst. Istedenfor den «frie konkurranse» med dens
nød vil træde den gjensidige, frivillige bistand,
istedenfor den ubarmhjertighet som «kampen for tilværelsen»
avføder, den hittil miskjendte retfærdighet og næste»
kjærlighet. Ro, orden og tilfredshet vil herske, og
personligheten vil kunne utvikle sine evner og kræfter
harmonisk og fuldt ut. — Anarkistiske tendenser lar sig
efterspore allerede hos mystisk-religiøse sværmere i
middelalderen, og de spiller ind i bondeoprøret under
Wat Tylor i England (1381) og hos gjendøperne i
Tyskland (ca. 1530). Den egentlige a. er imidlertid barn av
19 aarh. PDen har sin rot i 18 aarh.s lære om
naturtilstandens fortræffelighet. Et uttryk for denne
opfatning er navnlig englænderen William Godwins verk «An
inquiry concerning political justice» (1793). Som
politisk lære fremtræder imidlertid a. først i franskmanden
P. J. Proudhons bok «Ou’est ce que la propriété?» (1840),
og som konsekvent gjennemført livsanskuelse og
samfundsteori faa aar senere hos tyskeren Max Stirner (eg.
Kaspar Schmidt, 1806—56) i skriftet «Der einzige und
sein Eigentum» (1844, d. overs. 1902). Læren om det
egoistiske jegs suverænitet er her sat paa spidsen:;: fra
ruinerne av enhver guddommelig og menneskelig
autoritet gives der individet, den enkelte konkrete person, frie
tøiler. Fra at være filosofisk-litterær blir bevægelsen
ved 1860-aarenes begyndelse politisk med den
fortræffelig utrustede agitator Michael Bakunin (1814—76), som
forkyndte død og ødelæggelse over det nuværende
samfund. For at opnaa dette maal erklærte hans discipel
Sergej Netsjajev ethvert middel, ogsaa mord, berettiget,
og blev derved ophavsmand til den saakaldte
«handlingens propaganda» (1869). For denne doktrin cr vfferet
i og for sig likegyldig; hensigten med det begaasce mord
er i første række at vække opmerksomhet for selve
læren. Et saadant øiemed har ligget til grund for de
talrike voldsforbrydelser begaat av anarkister i nyeste
tid (f. eks. mordene paa præsident Carnot 24 juni 1894,
keiserinde Elisabeth 10 sept. 1898, kong Umberto 29 juli
1900 og attentatet ved kongebryllupet i Madrid 31 mai
1906, præsident Mac Kinley 14 sept. 1901). En
uhyggelig fremtoning var den vildt fanatiske tysk-amerikanske
anarkist Johann Most (1846—1906), som forkyndte at a.
burde utrydde en tyvendedel av kultursamfundenes
befolkning. Denne retning misbilliges av mange
sværmerisk idealistiske anarkister, der repræsenteres av mænd
som amerikaneren Benjamin R. Tucker (1854—),
skotlænderen John Henry Mackay (1864—) og fremfor alt
av de berømte geografer franskmanden Elisée Reclus
(1830—1904) og den russiske fyrst Krapotkin (1842—).
Til denne retning hører ogsaa den norske anarkist Chri»
stopher Hansteen (1865—1906). En specifik religiøs
antimilitaristisk a. repræsenteres av Tolstoj (1828—1911°.
Den anarkistiske litteratur er i den nyeste tid særdeles
omfangsrik. Den mest indgaaende fremstilling i nordisk
litteratur av a.s grundsætninger foreligger i Hans Jægers
verk «Anarkiets bibel» (1906). Retningen raader over
et par hundrede tidsskrifter i Europa og Amerika. Mot
a. er der i forskjellige lande git mere eller mindre
vidtgaaende lovbestemmelser, saaledes i 1883 i England,
1884 i Tyskland, 1885 i Østerrike, 1886 og 1891 i Bel.
gien, 1893 i Frankrike, 1894 i Italien, Schweiz og de
Forenede Stater, 1906 i Sverige, 1908 i Spanien. For at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
