Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
301
Vingerne]² brungraa med grønt speil. I sommerdragt
ligner hannen meget hunnen, som paa oversiden er
spraglet, sortbrun og rustgraa, paa undersiden lysere.
Nebbet sortagtig, føtterne graa. Længde omkr. 370 mm.
Krikanden findes utbredt over store dele av Europa og
Asien og er alm. over hele vort land.
væsentlig den samme som foregaaende arts. —
Knækand, blaavinget krikand (a. querquedula), ligner
foregaaende art, men er noget større. Hos os sjelden og
kun fundet i den sydlige del av landet. Pipand,
brunnakke, lyngand (a. penelope). Hannen i vaardragt
kjendes let paa hodets og halsens brunrøde farve, den
rent hvite buk og det grønne vingespeil. Hunnen paa
rygsiden graabrun med lyse flekker, strupen hvitagtig,
brystet og siderne rustbrune, buken hvit. Vingespeilet
brunsort. Nebbet blaat med sort spids. Føtterne
blygraa. Længde optil 500 mm. Pipanden er utbredt over
Europas og Asiens nordlige dele og er alm. over hele
vort land, talrikst i kysttrakterne. — Skeand,
skovland (a. clypeata). Utmerker sig ved sit brede,
skeformede neb. Hannen i vaardragt pragtfuldt farvet:
hode og hals mørkegrønne, strupe og forbryst hvite, buk
og sider kastanjebrune. Vingespeilet grønt. Hunnen
ligner av farve stokandens hun. Nebbet blaasort,
føtterne rødgule. Længde som foregaaende art. Skeanden
bebor den gamle og nye verdens nordlige dele. Om den
hækker i vort land, er ikke med sikkerhet avgjort. —
Stjertand, spidsand, piland, spirand (a. acuta).
Utmerker sig ved sin slanke kropsbygning, sin lange smale
hals og den, særlig hos hannen, lange og spidse hale.
Hannens vingespeil grønlig, spillende i purpur, hunnens
brunagtig, glansløst. Neb og føtter graa. Længde: hannen
indtil 750, hunnen indtil 550 mm. Stjertanden har
væsentlig samme utbredelse som foregaaende art; er
ikke alm. hos os, hækker dog i det søndenfjeldske.
Andhrimner (efter Andrimne, d. e. luftens rim, kokken
i Valhal), n. satirisk, kritisk, litterært ukeblad, fra 5 jan.
tfil 128 sept. 1851, blev ntgit i Kra. anonymt av Paul
Botten-Hansen, Henrik Ibsen og Aasmund Olafson Vinje.
Bladet, som i de første kvartaler het «Manden», indeholdt
bl. a. Botten-Hansens «Norske mysterier» og
«Huldrebrylluppet», studier og kritiker av ham og Vinje og
Ibsens første digte under pseudonymet Brynjolf Bjarme.
Andisjan, by i Vest-Turkestan, Ferghana, ca. 40 km.
syd for Sir Darjas øvre løp, endepunkt for den
transkaspiske jernbane. 82 000 indb. (1911). Omegnen er
gjort frugtbar ved kunstig vanding. Kornhandel og
silkeavl.
Andkilfossen, vandfald i det korte, trange, ca. 12 m.
høie stryk mellem det 5.8 km.² store Andkilvand og
Tørfjorden, en arm av Sørfolla, Sørfold herred,
Nordland fylke. I nuværende stand opgives fossen at
repræsentere 160 ef. hk.
Andokīdes (f. omtr. 440 f. Kr.), attisk taler, indviklet
i Hermokopideprocessen (s. d.), gik i landflygtighet og
levet nu nogen aar i utlandet som kjøbmand, men
vendte senere tilbake, anklagedes, men blev frifundet,
sendtes som underhandler til Sparta 390, døde vistnok
i landflygtighet; vi har under hans navn 4 taler, hvorav
de to sikkert er egte.
Ando′rra, stat i de østlige Pyrenæer, i en vanskelig
tilgjængelig fjelddal, ca. 1 000—2 500 m. o. h., omgit av
høie, snedækkede fjelde, beliggende paa grænsen mellem
Frankrike og Spanien, en av Europas mindste stater,
452 km.², 5—6 000 indb. (12 pr. km.²). Indbyggerne,
som er av katalonsk herkomst, driver jordbruk, særlig
kvægavl, og skogdrift. A. har desuten jernleier og
mineralske kilder, bl. a. en svovelkilde med en temperatur av
61? C. Allerede fra ca. 800 e. Kr. anerkjendt som et
nøitralt land, danner A. fremdeles en republik med
Dens levevis
Andhrimner—Andrea di Cione
302
patriarkalsk forfatning og middelalderlige
samfundsforhold under fransk og spansk protektorat, idet den spanske
biskop av Urgel har den lovgivende magt, mens
jurisdiktionen tilkommer Frankrikes præsident som greverne
av Foix’ efterfølger; forvaltningen er hos et av 24
familieoverhoder bestaaende generalraad.
Andrássy [andrā′ši], Julius (Gyula) (1823—90),
greve, ung. statsmand, f. i Zemplin, 1844 medlem av den
ungarske riksdag, hvor han som en av Kossuths ivrigste
tilhængere snart kom til at spille en betydelig rolle. 1848
blev han obergespan for komitatet Zemplin og deltok
personlig i spidsen for tropperne i kampen mot
østerrikerne. Han gik derefter som det revolutionære Ungarns
gesandt til Tyrkiet og blev 1849 efter opstandens
undertrykkelse dømt til døden og endog hængt in effigie.
1856 blev han benaadet og vendte 1860 tilbake efter at
ha tilbragt sine landflygtighetsaar i Frankrike. Efter
sin hjemkomst blev han igjen medlem av riksdagen og
1865 vicepræsident i deputeretkammeret; medvirket 1867
til forsoningen med Østerrike og blev derpaa
forsvarsminister og ministerpræsident i det nye ungarske
ministerium. Hans kloke utenrikspolitik hindret at det
habsburgske monarki 1870 kom Frankrike til hjælp.
1871 blev han utenriksminister og minister for det
keiserlige hus og deltok som saadan i Berlinerkongressen 1878,
hvor han opnaadde at Østerrike-Ungarn fik ret til at
besætte Bosnien og Herzegovina. 1879 fik han avsluttet
det tysk-østerrik-ungarske forbund. Kort efter trak han
sig av helbredshensyn tilbake fra det offentlige liv og
døde efter en langvarig sygdom i Volcsa. En
rytterstatue av A. avslørtes 2 dec. 1906 i Budapest. [Litt.;
E. Wertheimer, «Graf J. A. und seine Zeit», I—III.]
Av hans to sønner, Theodor A. (1857—) og Julius
(Gyula) A. (1860—), som begge har spillet en rolle i den
ungarske politik, er især den sidste blit bekjendt. Han
var først, efter at ha tilendebragt sine studier, attaché
i Konstantinopel og Berlin. 1884 blev han medlem av
deputeretkammeret, hvor han sluttet sig til det liberale
parti. 1892 blev han statssekretær i
indenriksministeriet og 1894 minister for det kgl. hus. 1895 traadte
han tilbake sanmen med ministeriet Wekerle. 1898
gik han sammen med 20 andre deputerte ut av det
liberale regjeringsparti, men forente sig 1899 efter Banffys
fald atter med det. Han har 1897 skrevet: «Ungarns
Ausgleich mit Osterreich vom Jahre 1867» og 1901 «Warum
hat sich die ungarische verfassungsmässige Freiheit bis
heute erhalten?» 1906—09 var han medlem av Wekerles
nye store nationale ministerium, men stod siden i
sterk opposition, navnlig til Tisza, og dermed til den
politik som førte til Verdenskrigen. Trods utpræget
magyarisk nationalisme indtok han ogsaa under krigen
en forholdsvis moderat og fredsvenlig holdning.
André, en musikhandler- og musikerslegt i Offenbach,
Hessen-Darmstadt. Johann A. (1741—99) grundet det
vidtbekjendte musikforlag og komponerte ogsaa en
mængde sange, sangspil og operaer. En søn, Johann
Anton A. (1775—1842), overtok forlæggerforretningen,
som ved kjøpet av Mozarts efterlatte haandskrifter
hævedes til en av de første i Europa. Ogsaa han nød
anseelse som komponist. Sidstnævntes søn Karl August
A. (1806—87) fortsatte musikforlaget og grundla en berømt
pianofabrik. Værdifuld er hans bok «Der Klavierbau».
André, Louis Joseph Nicolas (1838—1913), fr.
general, krigsminister 1900—04 i Waldeck-Rousseaus og
Combes’ ministerier. Deltok som saadan i
gjennemførelsen av Dreyfus-sakens revision. Motarbeidet
energisk den nationalistiske og klerikale propaganda i
hæren.
Andrēa del Sarto, se Sarto.
Andrēa di Cione [andrē′a di tšå′ne], se Orcagna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
